En blog om mine to små mirakler.

30. dec. 2011

Operationen veloverstået

30. dec. 2011  at 14.50
Det gik godt!!!
Der var lidt sammenvoksninger som blev løsnet og stomien var for stram, så den er også løsnet lidt nu.
Kirurgen var overraskende positiv... Og han er ellers en meget, hvad skal vi kalde det, direkte! Person... Så at han er positiv giver os ekstra meget håb.

Mikkel ligger nu på børneintensiv, men uden respirator, så vi venter bare på at han kan blive flyttet til neonatal igen.

Sikke en dag!!!

Og 1000 tak for alle de krydsede fingre og varme tanker, er sikker på at de har hjulpet!
Read More

29. dec. 2011

3. gang SKAL være lykkens gang!!!

29. dec. 2011  at 21.25
Jeg føler ikke rigtig jeg kan hænge sammen mere. Sidste uge gik så godt og jeg var ret positiv, men denne uge er jeg helt nede i kulkælderen og tuder hele tiden... Eller dvs ikke hele tiden... Jeg synes ikke Liva behøver at se mig så ked, så det er mest når hun ikke er her..
Hun mærker det jo alligevel og den anden dag havde hun sagt noget til Carsten i stil med "prøv se mig far, nu ser mit ansigt også lige så trist ud som mors" :-(

I går fik vi besked om at Mikkel skal igennem endnu en operation. Tarmene fungerer ikke rigtigt så de havde taget nogle røntgenbilleder.
Det var både godt og skidt!

Det værste havde været sammengroninger i tarmen, altså ved arvæv, det ville have været fatalt fordi de ikke rigtig kan tage mere af hans tarm.

De bedste havde været at tarmen gik langsomt i gang og vi så bare skulle have tålmodighed.

Vi fik det 2. bedste... Tarmen ser ud til at virke da der ligger væske flere steder i tarmen og den altså så kan finde ud af at føre det videre fra maven. Men det kommer bare ikke ud i stomien, selvom de ser væske tæt på stomien. Derfor mener de at der er et knæk/vrid ved stomien. Det betyder at de skal åbne ham igen, skære et stykke af tarmen (der hvor stomien er nu) rette tarmen ud og lave en ny stomi.

Jeg skal huske på at denne operation er planlagt, i forhold til de to tidligere megete akutte, men for pokker!!!!
Lad så snart min lille dreng være! Han har været igennnem så meget i sit korte liv :-(
Nu vil jeg bare have at han bliver rask og kommer med mig hjem!

Så i morgen!!! Jeg er bange!
Read More

27. dec. 2011

FUUUUUUUCCCCKKKK

27. dec. 2011  at 21.02
Jeg har bare lyst til at råbe og skrige og bande og skrige noget mere og smadre ting og skrige endnu mere!

Jeg synes simpelthen det er SÅ bund uretfærdigt at vores lille dreng skal være så syg :-(

Han er så sød og så dejlig og ligner bare en rigtig dejlig lille baby som han ligger der i sin seng, men inden i er han så syg!

Hvorfor???
Hvorfor vores dreng???
Hvorfor Mikkel???
Read More

25. dec. 2011

At få hjertet parteret

25. dec. 2011  at 16.32
Det er vist sådan jeg føler nu....

Hvor er det svært at have 2 børn, to forskellige steder. Det river og slider i mit hjerte, for jeg kan ikke vælge den ene fremfor den anden.
Når jeg er hos Mikkel savner jeg Liva og omvendt.
Oveni skal der også være en plads til Carsten.
Ind imellem ved jeg slet ikke hvordan vi skal komme hele og levende igennem det her...
Hvordan gør man?
Hvordan klarer andre mennesker sådan en situation som vi står i?
Kan man få hjælp?

Jeg er SÅ bange for at den situation her ødelægger Carstens og mit forhold. Selvom vi er stærke sammen frygter jeg det stadig.

Lige nu tager jeg hjem og sover. Det er meget godt for familien. Men når Mikkel bliver bedre og skal på en anden børneafdeling, så kan jeg jo ikke tage fra ham hver nat.
Vi har fået at vide at det bliver en lang tur det her, over flere måneder.

Jeg er så bange!
Bange for at miste min mand
Bange for at Liva en dag ikke husker sin mor
Bange for at miste Mikkel
Bange for at jeg en dag ikke kan mærke mig selv...
Read More

20. dec. 2011

I dag har været en god dag

20. dec. 2011  at 21.56
Brugte rigtig meget tid sammen med ham den lille fyr i morges.
Pusling kl.8 hvor han vågnede rigtig op og lå og kiggede rundt med sine dejlige øjne. Vi sad en time og holdt i hånd og kiggede på hinanden.
Så blev han træt og faldt i søvn.
Så så jeg lægen var på vej, så det ville jeg gerne lige have med. De forsøger stadig med maden og vi håber så meget at hans tarme fungerer, (jeg kan slet ikke holde tanken ud hvis de ikke fungerer!)

Så var der lige en snak med en socialrådgiver omkring min barsel mv.
Og så nåede vi til næste pusling :)

Han lå uden c-pap i over 3 timer i dag det er bare godt!

Han er så sød den lille fyr, brokker sig ikke med mindre der er grund til det. Han ligger bare og kigger med sine stor fine øjne og klemmer sin lille hånd om min finger.

(Jeg ved ikke hvad jeg gør hvis vi ikke får ham med hjem. Jeg vil slet ikke tænke tanken :,-( )


I dag kom Carsten og Liva så ud på sygehuset, Carsten klarede kl. 16 puslingen og sad med Mikkel noget tid efter, mens Liva og jeg hyggede os.
Jeg skulle med hjem og sove i dag, det tror jeg var rigtig godt for os alle sammen. Liva havde været så ulykkelig i går, de ringede til mig og hun græd bare i telefonen, hun savnede mig og ville have jeg skulle komme hjem.... Shit hvor var det hårdt :,-( jeg kunne jo intet stille op.
Så i dag tog jeg hjem sammen med dem og sover herhjemme.
Og vi har rigtig hygget os her til aften, har læst godnat historie i fars og mors seng og har sunget 2 godnatsange.
I morgen skal jeg følge hende i børnehave, det glæder vi os begge til:)

Vi overvejer om jeg skal til at sove hjemme hver nat. Så længe Mikkel ligger på H5/neonatal har jeg mulighed for det, men når vi en dag (forhåbentlig) rykker på H1 (børneafdeling) skal jeg indlægges sammen med ham.
Det skal bare ikke gå ud over Liva, hun er stadig bare min lille pige.

Da jeg kom hjem stod den smukkeste buket på spisebordet til mig, fra Carsten og Liva. <3 Her til aften kom et par venner forbi. De havde taget imod en kurv fra nogle piger fra en hjemmeside jeg bruger meget, http://baby.dk , de havde samlet sammen til en fantastisk kurv med alt hvad hjertet begærer... Sodavand, slik kiks, shampoo, bilblad til Carsten, kaj bamse til Mikkel, små ponyer til Liva. Der var bare alt! Det varmer så meget at så mange mennesker tænker på os, på Mikkel... Det er så rørende alle de gode tanker der bliver sendt vores vej! Alt i alt, dejlig dag i dag :) (det driller desværre lidt med billederne når de ryger ind fra min iPad)



Read More

19. dec. 2011

2 uger

19. dec. 2011  at 17.24
Mikkel er 2 uger gammel i dag, vi havde aldrig troet at vi ville nå hertil. Men han er en fighter!!!!

Den sidste uge er egentlig gået stille og rolig.
Han er blevet flyttet fra Brita (børneintensiv) til H5 (neonatal), hvilket vi er rigtig glade for! Det føles lidt som om han så er blevet lidt mere rask.
Og så er de bare så søde på H5!

Dog måtte han endnu en tur på operationsbordet. Han har haft et CVK/drop siddende i lysken og hans ben var begyndt at hæve ret meget op og være meget væskefyldt, og da det ved lysken kan give flere infektioner, valgte de at rykke det til kravebenet i stedet for, det går heldigvis rigtig fint.

Han er den sødeste lille dreng og når han bliver skiftet kan han ligge længe og bare kigge rundt med sine store fine øjne.
Han kan godt sige fra hvis noget ikke passer ham, men han falder rigtig hurtigt til ro i igen.
Hvis han er lidt ked, skal han bare have en finger at klemme om, så falder han i søvn igen.
Han er bare så dejlig!!!

Han er begyndt at få en smule mælk i sonden, så vi kan få tarmen til at fungere. Vi håber på det bedste.

Ellers går dagene jo bare. Jeg er hos Mikkel eller på værelset.

Jeg fandt jo lige ud af i fredags at jeg havde lungebetændelse, det var ikke lige hvad vi havde brug for oveni. Men penicillinen virker heldigvis ret hurtigt, så nu er jeg sluppet af med feberen.
Jeg har simpelthen været så dårlig og træt, men vi har bare troet at det var en reaktion på alt det der var sket.

Liva klarer det så flot! Hun har været en del hos mormor, men fra i dag skal hun og Carsten forsøge at få en nogenlunde almindelig hverdag op at køre.
I dag ringede de dog og jeg fik en dybt ulykkelig Liva i telefonen. Hun ville bare have sin moooar for hun savnede hende hende!
Så er det eddermame hårdt at sidde i den anden ende og ingenting kan stille op.

Vi håber stadig at Mikkel er vores lille julemirakel!
Read More

11. dec. 2011

Far fortæller

11. dec. 2011  at 12.44
Hej søskende, påhæng og forældre

Ja Mikkel har jo haft en meget hård start på livet, og jeg er først nu i en tilstand hvor jeg magter at fortælle lidt om det.
Fødslen selv var en hård og brutal omgang, som ellers startede fint, omend to måneder for tidligt. Søndag aften havde Tina murren i maven og vi måtte atter engang på OUH, som vi har frekventeret lystigt i november og starten af december. Vi, eller rettere Tina, hader stedet, men da Liva var for tidligt på den, holder de rigtig godt øje med Tina. Den murren i maven var god nok og de kunne konstatere, at fødslen så småt var i gang. Det var jo godt nok to måneder for tidligt, men efter 10 uger fra termin vælger man ikke at stoppe veer. Efter en lang nat uden nævneværdig søvn for nogen af os, mente klinikerne dog at fødslen ville gå i sig selv og vi blev omkring 9 mandag morgen, flyttet på svangreklinikken. Tre timer senere måtte vi på fødegangen igen da veerne tiltog, ja ja Mikkel ville altså ud alligevel.

Veerne tiltog planmæssigt, eller normalt om man vil, og omkring kl 13 lignede det rigtige veer, synes bestemt jeg hørte Tina bande og brøle noget om morfin og epidural. En dertil uddannet doktor blev hidkaldt, men netop som de skulle til at ligge epiduralen gik Tinas vand, lidt pludseligt.
Herfra gik det rigtig stærkt, og jordmoderen kunne se at Mikkels hjerterytme faldt kraftigt. En blodprøve blev taget i al hast og de skyndte sig at lægge Tina, der ikke nåede at få noget smertestillende, over på fødelejet. En jordmoder kom på stuen og sagde at Mikkel ville ud nu, og jeg forstod på deres samtale at 'nu' var et spørgsmål om, at hans livstegn var dalende og det var et spørgsmål om minutter før end fødslen ville få en fatal udgang. Der var ikke tid til akut kejsersnit. Flere eksperter blev kaldt til stuen og Tina blev informeret om at hun skulle presse, at Mikkel skulle ud hurtigst muligt. Jeg selv bemærkede det tiltagende stress niveau på stuen, og forsøgte vel mest bare at undgå at stå i vejen.
Tina fik ikke mange chancer for at presse selv, og de var nødsaget til at bruge en sugekop, men møgungen havde lagt sig forkert og først efter, at hun var blevet klippet op og flere forsøg med sugekop kom han ud. Livsløs blev han anbragt i en åben kuvøse hvor han fik hjertemassage i 4 minutter, samtidig med ekstra ilt. Der var nu otte klinikere på stuen. Heldigvis lykkedes genoplivningen, og han kunne rette sig selv.

Situationen var dog stadig kritisk og lille Mikkel måtte hastes på neonatal afdelingen og placeres i en rigtig kuvøse. En overlæge fra neonatal mente dog godt at Tina kun få 10-15 sekunder men ham inden, så hun fik lov at mærke ham kort.

Liva så ham, og kunne kun konstatere at han var keeedelig!
2
Fra mandag eftermiddag gik det ellers godt og hans målinger rettede sig stille og roligt. Onsdag eftermiddag var der ovenikøbet snak om at han skulle ud af den lukkede kuvøse, og Tina fik lov til at give ham noget af hans eget tøj på.

Desværre gik det grueligt galt fra onsdag omkring 20 tiden, hans livstegn begyndt at forværres lidt, og han havde svært ved at bruge sine lunger. Den vagthavendes læge frygtede at der var problemer med hans tarme og fik derfor taget røntgenbilleder af Mikkels mave. Umiddelbart viste billederne ikke problemer, men hele hans bug var hævet. En kirurg blev hidkaldt, og han mente at der var en risiko for koldbrand i tarmsystemet. De ville derfor give Mikkel antibiotika og så måtte vi følge ham tæt indtil kl 01-02 om natten.
Kl ca. 2 om natten viste blodprøverne at han ikke var i stand til at rejse sig, selv om han allerede nu var lagt i respirator, så det meget slemt ud. Vi gik op og ned af gangene og ventede på svar. Den vagthavende kom hen til mig nu, og sagde "Carsten, du spurgte tidligere hvor slemt det er, det er rigtig slemt nu". Vi blev informeret om at han skulle køres til operation, og som tingene så ud anbefalede de os at vi holdt barnedåb på stuen, der kl 2.55 om natten mens han lå i kuvøsen.
Vi havde talt om Mikkel, intet var hugget i sten, men nu måtte vi jo træffe en beslutning, så det blev altså Mikkel Peter Rasmussen. Det var den værste oplevelse i mit liv. Der var ikke tid til at hidkalde en præst, så en sygeplejesker uddannet/godkendt til det afholdt dåben. Hun havde helligvand i en lille kande ved siden af hans kuvøse.

Vi skulle følge ham helt ned på operationsstuen og vi så ham blive lagt i narkose. Efter hvad der har været de længste 2 timer i mit liv kom kirurgen op på H5 hvor vi sad og ventede med en sygeplejerske. Det var nøjagtig som i de amerikansk film. Han kom gående roligt ned af gangen, og man forsøger med al magt at aflure hans ansigt. "Ja, vi har jo opereret Mikkel..." man tænker er han i live, er han i live, kom nu for fanden med det! Det var han!!
Operationen var en success i sig selv, men hans tarme er meget medtaget. De har fjernet så han kun har 60cm tyndtarm tilbage. Det er næsten minimum for at overleve. Det resterende tarm er også sygt, men hvis han kæmper godt og er lidt heldig kan han selv rette det sidste op, og så overlever han. Hvis ikke det sidste stykke tarm bliver raskt af sig selv...

Vi følger alle målinger time for time, og pt. er han efter 1 1/2 døgn stabiliseret. Umiddelbart tegner det positivt, men da man ikke ved hvordan det resterende tarm har det endnu. Vi forventer at han bliver opereret igen for at checke hans tilstand, inden for de næste dage

Ja, det er ikke den mest opmuntrende fødselsberetning, men det har i det hele taget ikke været den bedste uge.

Foreløbig tillykke med barnebarn, nevø, fætter Mikkel.
Read More

9. dec. 2011

En længere Update

9. dec. 2011  at 14.45
Onsdag gik sådan set ret godt til at starte med.
Jeg havde Mikkel ude hos mig, og jeg snød mig til at nusse hans bløde krop lidt, mens han lå og sov på mit bryst. Han er ikke så god til for meget berøring, det skal helst være med en fast hånd og ikke for megen nussen. Duftede til ham og kyssede hans lille pande.

Om aftenen kom farmor og farfar på besøg. Mikkel havde det godt og sov i sin kuvøse.

Ved 19 tiden kørte farmor og farfar hjem og Carsten kørte til Svanevej.

Jeg var oppe og skifte Mikkel kl. 20 og han kom igen ud og ligge ved mig i 1 1/2 times tid.
Han begyndte at ligge og klynke ved mig. Hans mave så lidt mærkelig ud, men sygeplejerske og læge mente det var fordi han havde vand i kroppen.
Han kom i en åben seng og jeg nåede endda at give ham hans eget tøj på.

Så gik jeg i seng, havde aftalt med en sygeplejerske at de skulle komme over og banke på hvis der blev noget.

Der gik ca. 1/2 times tid så blev der banket på. Jeg skulle med over på afdelingen igen da der skulle tages røngtenbilleder af Mikkels mave. Jeg spurgte om jeg skulle ringe efter Carsten og det sagde lægen nok var en god ide.... :-S
Carsten kom hurtigt herefter.

Mikkels blodprøver var ikke gode og det hele så bare virkelig skidt ud. Vi fik at vide at han skulle opereres.... En sygeplejerske spørger om vi vil have ham døbt inden operationen...
Hvor var det skrækkeligt!!!

Inden dåben skulle jeg have taget blodprøver, i tilfælde af at de skulle bruge blod og blodbanken intet havde.

Og så kom dåben.... Det er noget at det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv!!!
Sygeplejersken spurgte om en af os kunne sige hans navn, men det var umuligt for os. Jeg stod med hans lille hånd i min og Carsten havde også en hånd inde hos ham imens han blev døbt.
Carsten filmede dåben, det virkede så forkert, men vi var enige om at vi ville blive glade for det en dag.

Så blev vi klædt i grønt tøj og skulle så følge Mikkel til operationsgangen.
Vi gik der med hinanden i hånden, efter Mikkels kuvøse, kl. 3.30 om natten, igennem tomme kældergange på OUH.
Carsten beskrev det bagefter som at gå på "Den grønne mil".

I ventetiden ringede jeg og snakkede med min storesøster. Hun har selv, for godt 6 år siden, mistet en lille pige, og jeg havde brug for at snakke med en der bare lidt forstod hvad vi gennemgik...

Så var der ventetid. Vi sad på neonatal og ventede. Det føltes som en evighed.
Der gik ca. 1 1/2 time så kom kirugen endelig.
Mikkels tarme var meget dårlige, der var nærmest gået koldbrand i dem. Og de havde fjernet halvdelen af både tyk- og tyndtarm. Resten af tarmen var heller ikke for god, men med held og kamp fra Mikkel, ville han kunne rette det selv.
Vi har senere fundet ud af at tilstanden kaldes NEC og som oftest kommer ved iltmangel under fødslen og oftest hos for tidligt fødte. 1-3 ud af 1000 børn bliver ramt af denne skrækkelige tilstand.

Vi skulle vente endnu 1/2 times tid før Mikkel var kommet på intensiv og vi kunne komme op til ham.
Og der lå han så i kuvøsen med sonde, respirator, drop, stomipose osv.
Vores lillebitte dreng :,-(
Nu var der ikke andet at gøre end at vente.... Vente på hvert blodprøvesvar, vente på hvordan de resterende tarme ser ud, vente, vente, VENTE...

Jeg fik ringet til min mor og fortalt hende om det hele.

Jeg havde været vågen i 25 timer da jeg lagde mig i min seng igen den morgen.
Jeg fik sovet 3 timer og så skyndte vi os over på intensiv og kigge til Mikkel.

De første 12 timer efter operatioenen var ligesom vores første holdepunkt. Vi måtte se hvordan det hele udviklede sig. Selvom Mikkel var skidt så det ud til at gå i den rigtige retning, men de snakkede om at måtte åbne ham igen for at se hvordan de resterende tarme havde det.
Der gik flere timer og blodprøverne så
fortsat gode ud. Sådan gik det fremad... Ca. hver 2. time blev der taget nye prøver og de blev alle langsomt bedre.

I dag, fredag, fortsætter det i den rigtige retning. Tarmen ved stomien ser fin ud, blodprøverne ser fine ud... Så vi håber og håber og håber!!!
Han har fået taget nogle dele fra respiratoren så han nu ligger med c-pap, dog stadig med tuben fra respiratoren i, i tilfælde af at det ikke ville gå kun med c-pap.

Vi er bange!!! Meget meget bange for at miste vores lille elskede søn. Vi forsøger at gribe efter de mindste positive ting vi kan finde, men vi har meget svært ved at turde håbe for meget.

Kære lille Mikkel, du har været i vores verden så kort tid og alligevel har den allerede været så ond ved dig.
Vi vil kæmpe med dig og lover dig at vi passer på dig ALTID!
Bare bliv rask!
Vi elsker dig <3

Mor og far
Read More

7. dec. 2011

Så kom reaktionen vist

7. dec. 2011  at 10.42
I en 8 1/2 times vagt har Mikkel grædt 8 timer i nat :-( jeg kom over til ham kl 8 og sad med ham hvor han faldt til ro. Kl 8.30 skulle jeg malke ud og så har han ellers bare grædt og grædt og grædt. Forsøger at sidde med ham igen men det bliver ikke bedre, og pludselig er der stuegang og en læge skal se på ham så han bliver taget fra mig mens han græder.... Så kan jeg bare ikke klare mere :,-(
FUCK HVOR ER DET HÅRDT DET HER!!!
Read More

6. dec. 2011

Mikkels første døgn

6. dec. 2011  at 23.09
Jeg vågnede klokken 6 i morges, det har været lidt svært at sove i nat, men fik da et par timer uden opvågninger. Det er virkelig svært at lægge sig til at sove efter sådan en dag og uden at have sit barn hos sig.

Kl. 8 gik jeg ned til Mikkel så jeg kunne være med til at skifte ham. Han bliver skiftet fast hver 4. time og madet hver 2. time.

Jeg var hos ham igen til stuegang. Han har fået scannet sin hjerne og alt så heldigvis godt ud! Vi har været noget bekymrede efter han jo fik hjertemassage/genoplivning i 4 min.
De forskellige tal på ham så ellers rimelig gode ud, alt taget i betragtning, men han har ondt den bette mand, hvilket jo er klart med den hårde start på livet.

Kl. 12 var jeg igen med til at pusle. Han bliver så ked af det og det er så hårdt at jeg ikke kan tage ham op og trøste ham!

Kl. 14 gik Carsten og jeg endnu engang ned til ham. Vi fik lov at få ham ud af kuvøsen :) jeg skulle ligge med ham på brystet, hud mod hud, i 2 timer. Det var første gang jeg rigtig fik lov at have ham hos mig. De kalder det kængurumetoden.
Først skreg han som en gal, det var ikke alt for sjovt at han faktisk ikke ville være hos mig. Men hans skrøbelige lille krop og sind kan jo slet ikke håndtere det endnu.
Endelig faldt han lidt til ro og lå og sov med sin lille hånd om Carstens ene finger :)
Et par gange blev han igen ked af det, bla. kunne han ikke kapere at jeg lagde min hånd direkte på hans krop :-(
Men jeg kunne heldigvis lulle ham til ro med lidt sagte tyssen.

Kl. 16 skulle han så tilbage i kuvøsen, have en ren ble og puttes. Han blev SÅ gal!!! Sygeplejersken sagde at hun aldrig havde haft så vild en for tidlig født før ;-) det tager vi som et godt tegn!

Kl. 18.30 kom mormor og Liva ud for at se ham. Liva synes ikke han er særlig interessant så vi gik hurtigt igen :)

Kl. 20 stod den igen på pusling af puslingen :)
Nu var der kommet lidt gang i maven og endnu engang blev han stiktosset!!!
Det er godt han kan sige til :)
Han fik c-pap'en af for en stund. Så længe tallene for ilt er gode får han lov til at have den af :)

Nu nærmer klokken sig 23.30 og den står på udmalkning og så kan jeg lige være med til Kl. 24 skiftningen inden jeg går til ro.

Jeg håber meget at han må komme ud til mig i morgen igen. Jeg synes virkelig det er hårdt at jeg ikke aner kan tage ham op. At der skal vaskes og afsprittes hver gang vi skal have hænderne ind til ham. At han ligger dækket til af et tæppe over kuvøsen det meste af dagen. At han ikke bryder sig om at blive rørt for meget ved.
Det er rigtig rigtig hårdt!!!

Vi har sagt ja til samtaler med jordmoder og psykolog, vi ved det er vigtigt at vi får snakket det her igennem med andre og professionelle.

Det er svært at forstå at jeg nu er mor til 2!

Det er svært at jeg ikke kan være ret meget sammen med min store pige. Hun er hos mormor et par dage og så skal jeg til at sove hjemme så længe Mikkel godt kan undvære mig om natten. Jeg er så bange for at forsømme men store lille pige.
Jeg savner hende forfærdeligt!

Jeg glæder mig til vi en dag, ud i fremtiden, kan få Mikkel med hjem så vi igen kan blive en hel familie!

Til slut.... Hvis nogle er interesserede i at læse om for tidligt fødte så har OUH denne folder http://www.ouh.dk/wm235686
Read More

Mikkels vej til verden

  at 10.07
Det startede faktisk allerede onsdag d. 30. November (31+ 4) Jeg kunne ikke gå mange skridt før jeg fik meget voldsomme plukveer.
Jeg kom på sygehuset og blev scannet og min livmoderhals var heldigvis stadig rigtig fin. Lå med måler på og de kunne se at sammentrækningerne kom med ca. 5 min. mellemrum. Var indlagt til torsdag (31+5) hvor jeg fik lov at komme hjem igen, da plukveerne ikke påvirkede livmoderhalsen.

Fredag og lørdag gik stille og roligt.

Søndag (32+1) morgen begyndte jeg at bløde. Hver gang jeg havde været på wc var der blod på papiret og jeg blev ret bekymret. Så omkring kl. 10 måtte vi lige et smut på sygehuset endnu engang. Jeg blev endnu engang tjekket, scannet osv. De kunne ikke se hvor blødningen stammede fra og jeg blev derfor sendt hjem igen, med besked på at slappe af, ingen lange gåture, ingen løft osv.

Vi tog hjem og jeg gik død på sofaen og sov omkring 3 timer!!!! (hvilket jeg senere blev rigtig glad for!)
Søndag aften ved 21 tiden synes jeg at jeg fik nogle trælse plukveer som trak om i lænden. Jeg tog tid på dem de næste 1 1/2 times tid og de kom desværre ret regelmæssigt. Så endnu engang ringede vi på sygehuset. Vi skulle komme derud ligeså stille.
Vi ringede til min mor, som kom og sov hos Liva, der var ingen grund til at vække hende. Så ud på sygehuset det gik. Vi kom på fødegangen og jeg blev endnu engang tjekket og scannet. Min livmoderhals havde forkortet sig rigtig med siden den var blevet målt om middagen og jeg havde regelmæssige veer. Jeg blev holdt øje med for at se hvordan det udviklede sig og vi håbede meget at det ville gå i sig selv igen.
Jeg syntes at veere tog til i styrke, så var efterhånden nervøs for om fødslen var ved at gå igang.
Vi fik ikke sovet meget den nat. Jeg havde svært ved at falde i søvn da veerne efterhånden bed til. Men fik en varmepude på lænden og så lykkedes det mig at få et par timers søvn. Stakkels Carsten måtte ligge på den hårde fødebriks med et tyndt lagen over sig, han fik ikke sovet meget den nat.
Mandag (32+2) morgen blev jeg tjekket igen, der var ikke sket det store og veerne havde ikke taget til. Jeg sendte Carsten hjem ved 7 tiden, så kunne han få fulgt Liva i børnehave og få et møde overstået.
Jeg blev rykket på svangreafdelingen igen ved 9-tiden da der ikke rigtig skete noget med mine veer.
Der gik dog ikke længe inden jeg havde fortrudt at jeg havde sendt Carsten hjem, for veerne begyndte efterhånden at bide til!!!
Carsten kommer igen og da kl er lidt i 11 tilkalder vi en sygeplejerske. Jeg har efterhånden rigtig ondt. Der bliver tilkaldt en jordmoder fra fødegangen. Hun tjekker mig og siger at jeg er 4-5cm åben... Carsten og jeg kigger bare måbende på hinanden!
Jeg bliver overflyttet til fødegangen.
Kl. 11.30 snakker vi om smertelindring men jeg synes stadig det er til at holde ud, så vil gerne vente lidt.
Jeg får en varmepude som hjælper godt på smerterne over lænden.
12.41 har jeg 3-4 veer på 10 min. 12.45 beder jeg om epidural. Og nu begynder det pludselig at gå stærkt.
12.55 har jeg 4-5 veer på 10 min. Og jeg føler efterhånden de kommer væltede uden pauser.
13.25 har jeg stort set konstante veer. Idet narkoselægen, der skal lægge epi'en træder ind af døren, går mit vand i en kæmpe skylle og veerne tiltager.

Jeg ligger med en våd klud på ansigtet, og narkoselægen kommet hen for at hilse, jeg var SÅ ligeglad, han skulle bare give mig de stoffer nu!!!

13.30 sætter de en elektrode på lillebrors hoved for at holde øje med ham, samtidig tilkaldes en læge.

Alt det der sker nu husker jeg svagt, det hele væltede bare sammen, så det er efter hvad der står i min fødselsjournal og hvad Carsten har fortalt.

Narkoselægen kommer hen til mig og siger at han desværre ikke kan nå at lægge en epi på mig, da det pludselig er gået stærkt.

Jeg får iltmasken som hjælper nogenlunde til at jeg kan trække vejret ordentligt, men det gør så ONDT!!!
Og veerne kommer stadig væltende.

Imellem to veer skal jeg rykkes over på fødelejet, jeg tænker om jeg da ikke bare kan føde i sengen da jeg slet ikke kan overskue at komme over på det andet leje.
Lillebrors hjertelyd er ikke god!
Jeg bliver lagt på siden på fødelejet og hjertelyden bliver lidt bedre.

Jeg får besked på at presse når veerne kommer, men jeg er så udmattet!
Der bliver sat drop op så presseveerne bliver bedre. Der bliver tilkaldt flere læger og jordmødre så der nu er en 7-9 stk på stuen.

Jeg opfatter bare en masse mennesker omkring mig som hepper, holder ben og hånd osv. Et stort kaos.

Jeg hører en sygeplejeske spørge Carsten om han er ok, og han svarer "nej, men jeg tror hun har det værre". Jeg ved at han på et tidspunkt går ud, men jeg opfatter det ikke.

Min jordmoder siger at lillebror ikke har det for godt og derfor skal ud NU!!! De vil derfor tage ham med cup. Det gør så forbandet ondt at få lagt den cup på og da de begynder at hive i den bliver det endnu værre. Cuppen smutter af hans hoved nogle gange (Carsten har efterfølgende fortalt at der sprøjtede blod ud over alt). Jordmoderen ligger et klip og ved 4. træk får de ham endelig ud og smerterne er øjeblikkeligt ovre!

Lillebror har det dog ikke for godt. Jeg opfatter ikke ret meget men Carsten har efterfølgende fortalt at han rent faktisk er død da han kommer ud, jeg ser han er helt blå og slatten, og han får hjertemassage i 4 min inden de får liv i ham.

Jeg får herefter lov at ligge med ham i ca. 2 min. Hvorefter han ryger i kuvøse og ned på børneafdelingen, hvor Carsten går med.

Han vejede 2359g og var 44cm.

Det var en skrækkelig oplevelse for både Carsten og jeg, og jeg er glad for vi ikke skal have flere børn!!!

De har efterfølgende sagt at lillebror var stjernekigger og at de mente mit bækken var for smalt. Normalt ville så lille en bebs komme ud ved første træk med cuppen, så at de skulle bruge 4 træk var ikke helt normalt.

Jeg håber at Carsten på et tidspunkt har lyst til at skrive hans oplevelse af forløbet.

Billederne kommer lidt senere da jeg skriver fra min iPad
Read More

4. dec. 2011

Lidt tanker

4. dec. 2011  at 20.55
Nu deler jeg lige lidt tanker...
Jeg synes det er skide hårdt at der bliver ved at være et eller andet dumt i den her graviditet! Jeg bliver så bekymret!!!
Min søster fødte jo sin lille pige i uge 32, hun var dødfødt, og jeg er så bange for hvordan det kommer til at gå for mig... Jeg ved godt at jeg ikke er min søster og at det ikke er min søsters graviditet, men tankerne fylder altså en del.
Jeg er så bange for at han skal komme for tidligt, både for hans egen skyld, men også for min skyld og min families. Jeg skal jo være indlagt flere uger med ham så... Det kan jeg da ikke byde Liva og Carsten :-(
Jeg er bare så bange for det hele :'-(
Read More

Sygehuset igen

  at 13.54
Jeg er åbenbart ved at være så glad for sygehuset at vi da lige brugte nogle timer derude i dag igen...

Jeg begyndte at bløde....

Fik kørt kurve/strimmel. Det var det samme som sidst, har en del kontraktioner.
Blev scannet og livmoderhalsen er stadig fin.... Heldigvis!!!
Og lillebror har det godt, han vejer nu 2195g.

De kunne ikke finde en grund til blødningen og var trygge ved at sende mig hjem.

Så efter et par timer på sygehuset kunne vi tage hjem igen, mere eller mindre beroligede.

Det er fint de siger alt er okay, men graviditet og blødning hører bare ikke sammen!!! Så jeg er da stadig lidt utryg ved det.

Nå men hjem på sofaen igen.
Read More

2. dec. 2011

Jeg er hjemme igen

2. dec. 2011  at 13.38
Det er dejligt!
Håber ikke der kommer flere indlæggelser.
Savnede min mand og min datter så meget onsdag aften! Også selvom de kom ud og sagde godnat!
Heldigvis kunne jeg tage hjem allerede kl. 10 torsdag formiddag.

Jeg skal scannes igen d. 7. december så håber på at livmoderhalsen stadig er fin!
Scanningen i onsdags viste at den, heldigvis, ikke var påvirket af de mange plukveer.

Lå jo med måler et par timer og det var faktisk ret vildt at de kom så ofte... på et tidspunkt skal jeg om og ligge på siden, det gik bare ikke, jeg fik en kæmpe plukve som varede over 5 min, først da jeg lagde mig om på ryggen igen gik den væk.

Nu er jeg jo så kommet hjem og skal slappe af. Ingen løft, ingen vrid, ingen lange gåture... men det sker helt automatisk for jeg kan ingen af delene. Bare at gå fra sofa til toilet giver plukveer..
Det er simpelthen så frustrerende. Havde glædet mig til at juleshoppet og juleose, men det bliver da nogle korte ture jeg kommer på.
Og så føler jeg mig så besværlig og så meget i vejen! ØV!

Men stadig skal ham den lille blive derinde, helst til, ihvertfald, 7. januar!
Read More

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena