En blog om mine to små mirakler.

Fødselsberetning Liva

  at 09.00
24. august 2007

Det meste af graviditeten gik super godt. Jeg havde ingen kvalme eller lignende. Det værste var nok at jeg var så pokkers træt, det kan være hårdt når man skal passe sit arbejde. Men det gik jo.

Uge 26+2 og stor dunk!


Da jeg var henne omkring uge 28-29 røg jeg en tur på svangerklinikken. Jeg havde været i legestue med dagplejebørnene og det nev noget i maven hele dagen. På vej hjem blev det værre og værre og da jeg, efter en tur i brugsen var på vej hjem, blev det helt slemt. Jeg gik hjem og lagde mig på sengen. Nivene kom med under 5 min. mellemrum. Så da Carsten kom hjem måtte vi en tur på sygehuset og jeg måtte overnatte der. Jeg fik en vehæmmende pille, blev scannet og tjekket på alle leder og kanter. Herefter blev jeg sygemeldt og fik besked på at tage den med ro.

Da jeg nåede til uge 35 var vi, om onsdagen, til rundvisning på fødegangen. Carsten spøgte med om jeg ikke kunne føde nu, når vi alligevel var derude.... Han skulle bare have vidst. :)) Torsdag (uge 35+1) havde jeg et lægetjek som endte med en tur på svangerklinikken igen, da mit blodtryk var ALT for højt. Jeg blev tjekket men alt så fint ud.
Og så fredag morgen (35+2) kl. 6.30 vågnede jeg ved at jeg troede jeg tissede i sengen. Jeg skyndte mig på wc og der blev ved at komme noget.... pludselig blev jeg meget vågen!
Carsten arbejde i Kbh. på dette tidspunkt og tog normalt hjemmefra kl. 5, men lige i dag havde han heldigvis fri og lå og nød at han kunne sove længe. Jeg råbte op til ham "Skaaat jeg tror vandet er gået" og han råbte tilbage "nej, klokken er kun 6.30" Jeg forsøgte at gå i seng igen, men kunne slet ikke finde ro, for hvis det VAR vandet der var gået skulle jeg jo ringe til fødegangen. Tilsidst stod jeg op og ringede til min mor. Hun rådede mig til at ringe til fødegangen og det gjorde jeg så. Fordi jeg kun var i uge 35 og vi ikke vidste om hun stod fast skulle jeg lægge mig på sofaen og så ville de sende Falck. Jeg hundsede rundt med Carsten for at pakke de sidste ting sammen til mig inden Falck kom.
Kl. 7.30 kom Falck og på vej mod sygehuset kunne jeg begynde at mærke lidt murren i maven. Da jeg kom til sygehuset kom jeg straks ind på en fødestue. Carsten var endnu ikke nået frem. Der kom en ældre dame ind. Hun så bare rigtig sur ud og begyndte at tage mit tøj af mig. Jeg blev noget paf da jeg flere steder havde læst at man selv måtte bestemme hvor længe man ville have sit eget tøj på. men nu sad jeg pludselig splitter ragende Kong Hans. Den sure dame gav mig sygehustøj på og gik ud igen. Jeg tænkte "hvis det er min jordmoder så tager jeg hjem igen". Jeg så aldrig damen igen. - meget mærkelig oplevelse som jeg kan grine af bagefter :D

Mellem kl. 8-9 tog veerne virkelig til! AUUUU og kl. 10 gjorde de bare NAS! Fordi mit blodtryk var for højt og fordi jeg begyndte at få feber ville de meget gerne lægge en epiduralblokade men jeg sagde nej tak.... beskrivelsen af hvordan den skulle lægges skræmte mig meget.



Kl. 11.45 bed veerne endnu mere og da jordmoderen igen foreslog en epidural takkede jeg ja. 12.20 var epiduralen lagt og jeg fik lidt fred for veerne.
Flere gange skiftede jeg stilling, da jordmoderen havde set at den lille var stjernekigger, og vi håbede at hun ville dreje sig lidt.
Efter et par timer tog veerne til, men pludselig aftog de igen. Jeg fik vestimulerende drop for at få lidt gang i dem igen.



Jeg fik en smule pressetrang og kom op på fødelejet for at se om jeg selv kunne få hende ud. Hun ville ikke rigtig glide helt ned i bækkenet og samtidig satte hun sig skævt

Da kl. var 20.50 blev jeg kørt til kejsersnit og kl. 21.23 kom Liva til verden.



Hun vejede 2670g og var 48cm så en fin størrelse trods den tidlige fødsel. Jeg fik lov at se hende ca. 10 sek. så tog de hende væk så hun kunne blive undersøgt.





Liva kom direkte på Neonatal sammen med Carsten og jeg lå tilbage på operationsstuen og røg derefter på opvågning. Først omkring kl. 1 fik jeg lov at se og holde min lille pige.



Jeg var sammen med Liva ca. 1/2 time så måtte jeg op på en anden afdeling. De havde ikke plads til mig ved Liva og i stedet kom jeg på barselsgangen hvor jeg kunne høre alle de andre mødre med deres små børn :'( Hele lørdagen brugte jeg på at græde. Der var så meget i mit hoved og de havde stadig ikke en plads til mig hos Liva. Samtidig var jeg afhængig af at en portør skulle køre mig i sengen hver gang jeg ville ned til hende, fordi det gjorde så pokkers ondt i kejsersnittet. Så da vi nåede lørdag aften fik jeg nok og kæmpede mig selv ned til Liva.




Søndag blev der endelig en plads og jeg kunne være sammen med min datter. Der gik 14 dage før vi kom hjem og først der gik det op for mig at det var MIT barn og ikke sygehuset eller sygeplejerskernes.


Hvordan har det været efterfølgende....

Fysisk tog det ret lang tid at komme mig 100%, jeg var længe øm pga. kejsersnittet, kunne sagtens fungere, men der var bare ting jeg ikke kunne fordi det gjorde for ondt.
Psykisk synes jeg det var rigtig svært at det var endt med kejsersnit. Jeg havde glædet mig til at prøve at føde og at jeg så blev snydt for lige præcis det, det gjorde ondt.

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena