En blog om mine to små mirakler.

11. dec. 2011

Far fortæller

11. dec. 2011  at 12.44
Hej søskende, påhæng og forældre

Ja Mikkel har jo haft en meget hård start på livet, og jeg er først nu i en tilstand hvor jeg magter at fortælle lidt om det.
Fødslen selv var en hård og brutal omgang, som ellers startede fint, omend to måneder for tidligt. Søndag aften havde Tina murren i maven og vi måtte atter engang på OUH, som vi har frekventeret lystigt i november og starten af december. Vi, eller rettere Tina, hader stedet, men da Liva var for tidligt på den, holder de rigtig godt øje med Tina. Den murren i maven var god nok og de kunne konstatere, at fødslen så småt var i gang. Det var jo godt nok to måneder for tidligt, men efter 10 uger fra termin vælger man ikke at stoppe veer. Efter en lang nat uden nævneværdig søvn for nogen af os, mente klinikerne dog at fødslen ville gå i sig selv og vi blev omkring 9 mandag morgen, flyttet på svangreklinikken. Tre timer senere måtte vi på fødegangen igen da veerne tiltog, ja ja Mikkel ville altså ud alligevel.

Veerne tiltog planmæssigt, eller normalt om man vil, og omkring kl 13 lignede det rigtige veer, synes bestemt jeg hørte Tina bande og brøle noget om morfin og epidural. En dertil uddannet doktor blev hidkaldt, men netop som de skulle til at ligge epiduralen gik Tinas vand, lidt pludseligt.
Herfra gik det rigtig stærkt, og jordmoderen kunne se at Mikkels hjerterytme faldt kraftigt. En blodprøve blev taget i al hast og de skyndte sig at lægge Tina, der ikke nåede at få noget smertestillende, over på fødelejet. En jordmoder kom på stuen og sagde at Mikkel ville ud nu, og jeg forstod på deres samtale at 'nu' var et spørgsmål om, at hans livstegn var dalende og det var et spørgsmål om minutter før end fødslen ville få en fatal udgang. Der var ikke tid til akut kejsersnit. Flere eksperter blev kaldt til stuen og Tina blev informeret om at hun skulle presse, at Mikkel skulle ud hurtigst muligt. Jeg selv bemærkede det tiltagende stress niveau på stuen, og forsøgte vel mest bare at undgå at stå i vejen.
Tina fik ikke mange chancer for at presse selv, og de var nødsaget til at bruge en sugekop, men møgungen havde lagt sig forkert og først efter, at hun var blevet klippet op og flere forsøg med sugekop kom han ud. Livsløs blev han anbragt i en åben kuvøse hvor han fik hjertemassage i 4 minutter, samtidig med ekstra ilt. Der var nu otte klinikere på stuen. Heldigvis lykkedes genoplivningen, og han kunne rette sig selv.

Situationen var dog stadig kritisk og lille Mikkel måtte hastes på neonatal afdelingen og placeres i en rigtig kuvøse. En overlæge fra neonatal mente dog godt at Tina kun få 10-15 sekunder men ham inden, så hun fik lov at mærke ham kort.

Liva så ham, og kunne kun konstatere at han var keeedelig!
2
Fra mandag eftermiddag gik det ellers godt og hans målinger rettede sig stille og roligt. Onsdag eftermiddag var der ovenikøbet snak om at han skulle ud af den lukkede kuvøse, og Tina fik lov til at give ham noget af hans eget tøj på.

Desværre gik det grueligt galt fra onsdag omkring 20 tiden, hans livstegn begyndt at forværres lidt, og han havde svært ved at bruge sine lunger. Den vagthavendes læge frygtede at der var problemer med hans tarme og fik derfor taget røntgenbilleder af Mikkels mave. Umiddelbart viste billederne ikke problemer, men hele hans bug var hævet. En kirurg blev hidkaldt, og han mente at der var en risiko for koldbrand i tarmsystemet. De ville derfor give Mikkel antibiotika og så måtte vi følge ham tæt indtil kl 01-02 om natten.
Kl ca. 2 om natten viste blodprøverne at han ikke var i stand til at rejse sig, selv om han allerede nu var lagt i respirator, så det meget slemt ud. Vi gik op og ned af gangene og ventede på svar. Den vagthavende kom hen til mig nu, og sagde "Carsten, du spurgte tidligere hvor slemt det er, det er rigtig slemt nu". Vi blev informeret om at han skulle køres til operation, og som tingene så ud anbefalede de os at vi holdt barnedåb på stuen, der kl 2.55 om natten mens han lå i kuvøsen.
Vi havde talt om Mikkel, intet var hugget i sten, men nu måtte vi jo træffe en beslutning, så det blev altså Mikkel Peter Rasmussen. Det var den værste oplevelse i mit liv. Der var ikke tid til at hidkalde en præst, så en sygeplejesker uddannet/godkendt til det afholdt dåben. Hun havde helligvand i en lille kande ved siden af hans kuvøse.

Vi skulle følge ham helt ned på operationsstuen og vi så ham blive lagt i narkose. Efter hvad der har været de længste 2 timer i mit liv kom kirurgen op på H5 hvor vi sad og ventede med en sygeplejerske. Det var nøjagtig som i de amerikansk film. Han kom gående roligt ned af gangen, og man forsøger med al magt at aflure hans ansigt. "Ja, vi har jo opereret Mikkel..." man tænker er han i live, er han i live, kom nu for fanden med det! Det var han!!
Operationen var en success i sig selv, men hans tarme er meget medtaget. De har fjernet så han kun har 60cm tyndtarm tilbage. Det er næsten minimum for at overleve. Det resterende tarm er også sygt, men hvis han kæmper godt og er lidt heldig kan han selv rette det sidste op, og så overlever han. Hvis ikke det sidste stykke tarm bliver raskt af sig selv...

Vi følger alle målinger time for time, og pt. er han efter 1 1/2 døgn stabiliseret. Umiddelbart tegner det positivt, men da man ikke ved hvordan det resterende tarm har det endnu. Vi forventer at han bliver opereret igen for at checke hans tilstand, inden for de næste dage

Ja, det er ikke den mest opmuntrende fødselsberetning, men det har i det hele taget ikke været den bedste uge.

Foreløbig tillykke med barnebarn, nevø, fætter Mikkel.
Read More

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena