En blog om mine to små mirakler.

19. nov. 2012

Jeg savner nogle læsere!

19. nov. 2012  at 19.05

Som jeg har skrevet herinde er jeg rykket til eget domæne og bloggen kan nu findes på

http://www.minemirakler.dk/

Men jeg savner nogle af mine gamle læsere derinde.

Så jeg ville lige gøre opmærksom på, hvis i ikke vidste det, at i kan tilføje min nye blog herinde i blogger, så  i også ser når jeg har skrevet nye indlæg blandt alle de andre blogs i følger...

Det gør i sådan her:

Under jeres læseliste trykker i på "Tilføj"


Så indsætter i adressen til min nye blog http://www.minemirakler.dk/ i det øverste felt - sørg for der er "krydset" af i "Tilføj fra webadresse"

Herefter trykker i på "Fast læser"

Og så kan i se min blog blandt de andre på jeres læseliste


I kan også, på den nye blog, følge mig via facebook, det gør i HER, der smider jeg alle nye indlæg ind.
Eller i kan melde registrere jer som brugere.

Jeg håber at nogle af mine gamle læsere finder vej til bloggen igen :)



Tinas underskrift
Read More

19. sep. 2012

Husk at bloggen er flyttet

19. sep. 2012  at 21.21

Der sker ikke længere noget på denne adresse :)

Du skal kigge med på http://www.minemirakler.dk/ i stedet for :)


Tinas underskrift
Read More

31. aug. 2012

Ny konkurrence

31. aug. 2012  at 13.37
Så er der startet en ny konkurrence op.
Præmien denne gang er denne sjove bilibo legeskal




Du deltager i konkurrencen på den nye blog jeg er ved at sætte op

lige HER

Tinas underskrift
Read More

Jeg flytter

  at 09.35
Jeg er ved at flytte blog... det tager lidt tid, men det går fremad :)

I kan se den nye blog her



Tinas underskrift
Read More

27. aug. 2012

Historien om Emmelie

27. aug. 2012  at 08.47
Som jeg i starten af august skrev om herinde, ville jeg blive glad for at modtage andre historier fra præmature forældre og andre der var tæt på et præmaturt barn. Læs indlægget her
Pia vil gerne dele sin historie om lille Emmelie, 1000 tak for det!



Historien om vores mirakel, Emmelie <3

I Maj 2011 skulle jeg til en scanning for at få tjekket hvorvidt der var cyster på mine æggestokke eller ej, da jeg har PCO.
Da diagnosen blev stillet, fik jeg af vide at jeg producerede så meget mandligt kønshormon at chancen for at jeg nogensinde blev gravid med eller uden fertilitetsbehandling var minimal.
Derfor var glæden stor, da den gynækolog der skulle scanne mig, kunne fortælle mig at jeg mod alle odds alligevel var blevet gravid på naturlig vis, og var 5 uger henne.

Tidligt i min graviditet med Emmelie begyndte jeg at lide af plukveer, derfor troede jeg også at det var plukveer der var spil torsdag d. 27/10-11. Men jeg blev klogere.
Onsdag d. 26/10-11 
Jeg havde ikke mærket liv som jeg plejede hele dagen, derfor valgte min kæreste og jeg at kontakte fødegangen om aftenen, som selvfølgelig gerne ville se mig for en sikkerheds skyld.
Da vi kom ud på sygehuset blev der lavet en strimmel på mig, og der gik selvfølgelig ikke lang tid før Emmelie begyndte at sparke og være livlig, så vi kunne gå hjem igen med ro i sindet. Vi følte os lidt dumme, men hellere en gang for meget end en gang for lidt.


Torsdag d. 27/11-11
 
Jeg havde det ikke særlig godt da jeg stod op. Jeg følte mig lidt sløj og utilpas, men slog det hen. Syntes også at de plukveer jeg plejede at have, var blevet lidt værre. Men også dette slog jeg hen.
Jeg havde jo været på fødegangen aftenen før, og havde fået af vide at alt så fint og normalt ud.

Jeg havde sagt ja til at være med i en ordning der hedder ”En god start” i den kommune jeg bor i, og skulle derfor have min sundhedsplejerske samt en psykolog på besøg samme dag. De ville komme for at hilse på – præsentere sig og finde ud af hvem jeg var. Jeg havde virkelig set frem til deres besøg, for at finde ud af hvad de kunne byde på.
I løbet af den tid de var der begyndte mine plukveer at bide mere, og jeg havde det egentlig ikke særlig godt. De kunne godt se jeg havde ondt og de spurgte mig også ind til det, men jeg slog det væk som værende plukveer, da jeg jo troede det var det. Og de affandt sig med mit svar.
Lige inden psykologen og sundhedsplejersken tog afsted lovede jeg dem at jeg ville ligge mig og slappe lidt af når jeg havde været ude og købe ind, da de jo tydeligt kunne se jeg havde det skidt.

På vejen op til den lokale brugs syntes jeg at mine plukveer havde taget til i styrke, og var begyndt at komme lidt oftere end de havde gjort for bare en time siden, men igen slog jeg det væk. Jeg var jo kun i uge 29+1, så der var jo læææææænge til jeg skulle føde.
Da jeg kom op i Brugsen skulle jeg jo lige snakke med mine gamle kollegaer, da det havde været min sidste arbejdsplads. Vi stod rigtig og sladrede og jeg blev som altid drillet med at var ved at blive en rigtig spærreballon pga. min runde mave. Hvad de og jeg ikke vidste var, at det var sidste gang de ville se mig sådan.
Mens vi snakkede begyndte mine plukveer at blive så slemme at jeg var nødt til at sætte mig ned og virkelig bide smerten i mig. Jeg tænkte: ”Det var lige godt pokkers som de bider i dag”. Men igen skød jeg det væk.


Først på vejen hjem igen, da jeg virkelig begyndte at have ondt, og der ikke gik særlig lang tid imellem, begyndte det at ane mig at der måske var noget galt. Jeg havde så ondt at jeg var nødt til at stoppe ved hver ”plukve” og holde en pause. Det gjorde simpelthen for ondt til at jeg kunne gå videre samtidig. Derfor besluttede jeg mig for at det første jeg ville gøre når jeg kom ind af døren var at lægge mig på sofaen og slappe af, samtidig med jeg gik på nettet for at finde ud af hvordan chancerne var for overlevelse, med og uden handicaps, når man bliver født i uge 29. 
Det var nu gået op for mig at der for alvor var noget galt, men alligevel var der noget af mig der prøvede at fortrænge det.
Jeg lagde mig på sofaen da jeg kom ind af døren for at tage mig en lur, men gik lige på nettet først og læste at der var 90% chance for overlevelse og 90% chance for at klare den uden mén. Det lød jo meget godt tænkte jeg, men altså jeg skulle jo ikke føde nu for der var jo længe til termin. Derudover gik jeg ind og læste lidt på hvor længe der måtte være imellem ens veer før man skulle overveje at tage kontakt til fødegangen. Ikke at jeg havde brug for at vide det for det her ville sikkert gå over lige om lidt når jeg havde hvilet mig lidt, men så var der jo tjek på det.
Jeg lagde mig godt til rette på sofaen og lukkede øjenene. AV! Nu begyndte det at gøre endnu mere ondt, og de kom oftere og oftere. Og hvor var jeg dog bange! Derfor begyndte jeg at tage tid, og valgte at se hvordan mønsteret var, henover den næste times tid. Der var ikke som sådan noget mønster i ”plukveerne”, men der gik kun mellem 6-8 min. imellem. Nogle gange længere andre gange kortere.
Jeg begyndte nu at overveje om jeg måske burde ringe til fødegangen, da jeg slet ikke kunne være nogen steder pga. smerter. Samtidig med det, var jeg dødsens angst for hvad der var ved at ske – ville bare IKKE miste min lille pige. Jeg husker at jeg overvejede at ringe til min mor for at finde ud af hvordan det føltes når man var i fødsel, men jeg ville ikke gøre hende bekymret, da jeg jo
håbede at det i sidste ende ville vise sig at der intet var galt.
Efter lidt tid fik jeg overtalt mig selv til at ringe ud til fødegangen alligevel. Jeg havde nu så ondt, at jeg tænkte at jeg nok lige burde snakke med en jordmoder om det. Da jeg kom igennem undskyldte jeg at jeg igen i dag ringede, og at jeg ikke ville være til besvær, men jeg havde simpelthen så onde ”plukveer” og der var ikke længe imellem dem. Samtidig med at jeg forklarede den rare jordmoder dette her, fik jeg en ”plukve” der gjorde så ondt, at jeg var nød til at bide sammen, samtidig med at jeg snakkede med hende. Da hun hørte dette spurgte hun mig om det var fordi det gjorde ondt at jeg bed sammen når jeg snakkede. Dette bekræftede jeg, og hun bad mig derfor komme ud på sygehuset hurtigst muligt, da det ikke var meningen at plukveer skulle gøre så ondt. Okay, nu var jeg virkelig bange!
Jeg ringede derfor til min kæreste, da han var på arbejde, for at høre hvornår han ville være hjemme. Jeg ville jo gerne have ham med. Nå men, han tog ikke telefonen efter jeg havde ringet flere gange, så jeg prøvede at ringe til min svigermor der bor lige i nærheden. Heller ikke hun tog telefonen. ØV! Havde absolut ikke lyst til selv at køre de 15 km., og jeg var slet ikke sikker på at jeg ville være i stand til det.

Jeg gik i gang med at pakke min taske med pung, nøgler, vandrejournal og den bog jeg netop var i gang med at læse som lidt tidsfordriv, mens jeg håbede min kæreste snart ville ringe tilbage. Hvorfor jeg også valgte at pakke min bog er et godt spørgsmål, men jeg vidste vel inderst inde på det tidspunkt at jeg ville skulle være indlagt i lang tid nu.
Til min store lettelse gik der ikke længe før min kæreste ringede tilbage, og jeg forklarede ham tingene som de var, mens jeg græd. Han kørte ude på motorvejen på vej hjem fra arbejde og kunne ingenting gøre. Han sagde at jeg skulle se at komme afsted på sygehuset og ikke vente på at han kom hjem, og han spurgte om jeg havde prøvet at få fat i hans mor. Det havde jeg prøvet sagde jeg, men jeg kunne ikke få fat i hende, og at jeg selv ville køre derud.
Da min kæreste havde lagt på prøvede han at få fat i sin mor, hvilket han gjorde, og han fortalte hende hvordan sagerne var. Hun ringede til mig lidt efter og kunne tydeligt høre hvor ondt jeg havde, men prøvede at berolige mig og sagde at det sikkert ingenting var og nok bare var plukveer. Jeg sagde til hende: ”Det her er ikke plukveer, jeg tror der er noget galt”. Desværre var hun ikke hjemme, så hun kunne ikke komme mig til undsætning.
Kort tid efter jeg havde lagt på med min svigermor ringede min kæreste og sagde at han ville være hjemme lige om lidt. Hvor blev jeg dog glad! Han var den eneste jeg virkelig ønskede at have med derud.
Da han kom ind af døren skyndte jeg mig at tage klipklappere og skijakke på (tror det har været et
kønt syn) og jeg blev hurtigt genet ind i bilen. Han kunne tydeligt se hvordan jeg havde det, så han havde fuld fart på, ud til sygehuset. Jeg kunne tydeligt se at han var mindst lige så bange som jeg var. Turen derud var rædselsfuld. Jeg fik endnu hyppigere veer og havde det simpelthen så skidt.

Da vi ankom til sygehuset skyndte vi os op til fødegangen, dog med 3-4 stop undervejs grundet mine stadigt hyppigere veer. Vi satte os pænt og ventede ved de anviste stole og borde. Flere gange kunne vi se jordmødrene, lægerne og sygehjælperne smile pænt ud til os gennem ruden indtil deres kontor. Vi ventede og ventede. Der gik 5 min. Der gik 10 min., og jeg fik kun mere og mere ondt. Men så velopdragen som jeg er viste jeg ingen tegn på smerte, udover at jeg kneb øjnene meget hårdt sammen når veerne kom. Jeg ville simpelthen ikke være til grin midt på fødegangen.
Der gik 15 min., og der gik 20. Da vi havde siddet der i 25 min., og de flere gange havde kigget gennem glasset ud på os, kom der endelig en jordmoder ud og spurgte hvad vi lavede der. Jeg forklarede hende sagerne som det var, hvornår jeg havde ringet, hvad jeg havde fået besked på i røret og at jeg dårligt kunne sidde pga. smerter. Jeg havde jo et eller andet sted forventet at de vidste jeg var på vej, trods det nylige vagtskifte. Men nej, jordmoderen kiggede studst på mig, og sagde: ”Det ser da ellers ud til at gå meget fint. Men så lad os da se på dig”. Da hun havde sagt det havde jeg allermest lyst til at råbe hende ind i hovedet: ”Tror du det er for sjov skyld jeg sidder her i uge 29???!!!! Tror du det er noget jeg finder på eller hvad???!!!”. Besluttede mig på stedet for at hade hende, og dermed basta. Den dumme krage.


Vi kom ind på en undersøgelsesstue sammen med kragen, og i det samme som hun anviste mig briksen jeg skulle ligge på, fik jeg en kraftig ve og var ved at knække sammen af smerter. Kragen opdagede dette og spurgte om det virkelig gjorde så ondt. Jeg kiggede på hende og svarede pænt ja, men havde allermest lyst til at skrige: ”Hvad helvede tror du selv???!!!”.
Nå men op på briksen med mig, og af med bukserne. Hvis ikke kragen havde troet på mig hidtil, skal jeg da lige love for at der nu kom andre boller på suppen. Efter hun havde undersøgt mig, kunne hun fortælle mig at min livmoderhals var helt væk og jeg havde åbnet mig 3 cm. Ha! tænkte jeg, så kan du se det ikke var noget jeg fandt på!
Kragen skyndte sig ud af stuen for at tilkalde en læge, og kom herefter hurtigt tilbage med en sygehjælper, en læge og en jordmoderstuderende. Lige pludseligt gik det hele meget stærkt. Kragen sagde til mig at hvis der var noget jeg fandt for grænseoverskridende skulle jeg sige til, og vupti så begyndte hun at hive mit tøj af. Jeg ænsede ingenting. Alt gik bare så stærkt og jeg var så forvirret over hvad det egentlig var der skete. Jeg fik anlagt drop, taget en masse blodprøver, taget temperatur, fik lungemodner, ve-hæmmende medicin og meget meget mere.

En læge fra Neonatalafdelingen kom kort tid efter der var kommet lidt ro over stuen og fortalte min kæreste og jeg hvad det egentlig var der skulle til at ske. Vi fik af vide at hvis det lykkedes dem at stoppe fødslen, ville jeg skulle være sengeliggende og indlagt indtil termin. Jeg tænkte: ”Som om! Jeg gider da ikke ligge her i 10 uger og blomstre!”. Derefter fortalte lægen os så hvad alternativet var. Hvis fødslen ikke blev standset ville jeg føde meget snart og skulle forvente at være indlagt til termin med min datter. Hmmm, så var det jo nærmest hip som hap tænkte jeg. Pest eller kolera. Jeg husker han også fortalte om hvilke risici og hvilke behandlingsmuligheder der var for for tidligt fødte børn, men jeg husker ikke særligt meget af hvad han sagde, da jeg i det øjeblik kun kunne høre ordene: TIL TERMIN!

Da veerne var faldet i bero og jeg endelig kunne slappe lidt af og bearbejde chokket, fik min kæreste lov at køre hjem og skifte tøj og komme i bad. Han var kommet lige fra arbejde og var i arbejdstøj. Han fik dog besked på at efterlade sit telefonnummer og være tilbage inden for den næste time i tilfælde af der skulle ske noget. Den tid han var væk husker jeg ikke som værende lang. Der var en utrolig sød jordmoderstuderende der kom ind og snakkede med mig og holdte mig i hånden. Hun spurgte om det var mit første barn, om jeg vidste kønnet, hvad jeg lavede til hverdag og andre basale dagligdagsting, der gjorde at jeg fik fokusset rettet lidt væk fra hvad det egentlig var for en træls situation jeg var havnet i. Hun var simpelthen så sød og rar.

Da min kæreste kom tilbage til sygehuset tror jeg at jeg blev kørt ind på en fødestue for at være tættere på vagtlokalet. Når jeg skriver tror, er det fordi jeg ikke er 100% sikker. Jeg kan simpelthen ikke huske hvordan og hvornår jeg er kommet derind, kun at de ville have mig tættere på vagtstuen.
Jeg blev undersøgt og observeret konstant. Der var hele tiden en jordmoder og/eller en sygehjælper/jordmoderstuderende inde hos mig. Der var et ren af mennesker. Min kæreste måtte kun gå ud at ryge hvis han blev tæt på stuen og det var totalt udelukket at gå ud i byen for at købe en pakke cigaretter. Stakkels mand. Han fandt dog en allieret blandt sygehjælperne.

Hen af aftenen blev der redt op til min kæreste på en drømmeseng ved siden af min hospitalsseng. Der kom svar på blodprøverne der viste forhøjet infektionstal, og jeg blev straks sat i antibiotisk behandling. Hvilken infektion jeg havde, var dog uvist.
Jeg husker at jeg ved en 10-tiden om aftenen ringede til mine forældre for at fortælle dem hvad der var sket. Da jeg ikke havde ondt længere pga. veer, fik jeg dog overbevist dem og mig selv om at de havde fået stoppet fødslen, og jeg sikkert nu skulle være indlagt længe. Vi aftalte at ringes ved
næste dag. Jeg skrev også en besked til min brødre om hvad der var sket, og at de ikke skulle være bekymrede – der var jo styr på situationen.
Jeg blev klogere!!! Om natten vågnede jeg ved at jeg vred mig af smerte. Veerne tiltog og blev kun værre og værre. Min kæreste hev i snoren og gjorde jordmødrene opmærksomme på dette.

Natten gik over til morgen, og det var nu
 

Fredag d. 28/10-11
Veerne blev kun værre og værre, og det blev hurtigt klart at fødslen ikke kunne standses og at jeg var i aktiv fødsel. Da jeg blev undersøgt kl 8.30 havde jeg åbnet mig 8 cm. Og var begyndt at havde pressetrang. Neonatalafdelingen blev informeret og alt blev gjort klar til Emmelies ankomst. Vi fik af vide at vi inden længe ville blive forældre. Det hele gik meget stærkt.
Udenfor døren ind til fødestuen var der blevet gjort en transportkuvøse klar til Emmelie, så det hele kunne gå stærkt. Jeg bad min kæreste om at tage et billede af den, så jeg kunne se den. Min verden brød fuldstændig sammen, da situationens alvor nu gik op for mig!
Kl. 10.15 havde jeg åbnet mig 9,5 cm. Vandet var endnu ikke gået og vi ventede derfor på dette. Jeg fik tiltagende større smerter og fik derfor lagt en epiduralblokade. Det var simpelthen så fantastisk! Jeg husker jeg tænkte:” Dette er simpelthen Guds gave til den fødende kvinde”, da jeg nu kun kunne mærke de slemme veer.

Vi ventede og ventede, men ingenting skete. Jeg blev undersøgt og undersøgt og jeg havde ikke åbnet mig mere, og vandet gik ikke. Da Emmelie havde det godt i min mave, blev det derfor besluttet at hun havde bedst af at blive derinde så længe som muligt og ikke sætte fødslen ”mere” i gang ved at tage vandet. Der var stadig totalt forbud om at forlade sygehuset for min kæreste, da det kunne ske hvornår det skulle være.

Jeg husker min svigermor dukkede op på fødegangen da hun havde fri fra arbejde. Jeg ville ikke have hun kom ind og så mig, min kæreste gik derfor ud og snakkede med hende. Den jordmoder der var hos mig mens han var væk, spurgte mig hvordan jeg havde det med at hun stod derude. Jeg brød fuldstændig sammen.
Min svigermor nåede at få et glimt af mig igennem dørsprækken, hvor jeg lå der med ledningerne og alt muligt andet udstyr koblet til mig. Havde det så skidt med at hun skulle se mig sådan. Hende og min svigerfar skulle til rund fødselsdag samme aften og min kæreste overbeviste dem om at de sagtens kunne tage af sted. De kunne alligevel hverken gøre fra eller til.

Eftermiddagen gik og det blev aften. Der var stadig ingen ændringer, og vi begyndte så småt at joke
med at vi i hvert fald ikke blev forældre fredag d. 28/10-11, og sammen med vores jordmoder havde vi på en tavle gennemgået alle måder Emmelies navn kunne stave på. Vi havde sågar lovet jordmoderen at vi stadig ville være der når hun mødte på vagt næste eftermiddag, så hun kunne være med til fødslen. Vi var ved at være så desperate og frustrede over situationen, at humor var den eneste vej igennem det. Vi ville gøre alt for at der snart ville ske noget.
Natten gik, og der skete stadig ingenting. 

Morgenen til lørdag d. 29/10-11 kom, jeg var træt, udmattet og sulten. Jeg havde ikke fået noget at spise i den tid jeg havde være indlagt i tilfælde af akut kejsersnit, udover 2 kopper boullion suppe.
Hen af formiddagen blev det besluttet at jeg havde kæmpet længe nok og vandet blev taget kl. 11.20. Herefter gik det meget stærkt. Kl. 13.02 var Emmelie født, 1090 gram, 38 cm. Lang og en apgarscore på 10. 

Vi var på forhånd blevet forberedt på at så snart hun var født ville hun blive taget fra mig, så hun kunne få den hjælp hun havde brug for hurtigst muligt og komme over i kuvøsen. Men da Emmelie skreg da hovedet kom ud, fik jeg selv lov at tage hende og ligge med hende et kort øjeblik på brystet, inden hun blev gjort klar og lagt i kuvøsen. Det øjeblik var guld værd for mig, og gjorde at jeg følte jeg ”rigtigt” var blevet mor. 

Min kæreste blev spurgt om han ville tage nogle billeder af hende inden hun kom i kuvøsen, men han rystede så meget og var så overvældet over situationen at en sygehjælper gjorde det for ham.

Mens jeg fødte moderkagen lå jeg og kiggede på at min prinsesse blev gjort i stand og lagt i kuvøsen. Kort efter blev hun kørt væk, med en nervøs og bange far i hælene, mens jeg blev gjort i stand. Han kom dog kort tid efter tilbage da hun var i gang med at få lagt navlevenekateter og tilsluttet andet udstyr. Han kunne ikke klare at kigge på det, og kom derfor tilbage til mig, hvorefter han kunne ringe til den nærmeste familie, der nu i 2 døgn havde ventet spændt på at høre nyt, for at fortælle Emmelie nu var født og at hun selv trak vejret og skreg da hun kom til verden.

Vi ventede og ventede på at få lov til at komme over og se Emmelie efter jeg var gjort i stand. Lægerne havde problemer med at lægge navlevenekateteret, så de syntes vi skulle vente med at komme over til der var styr på dette. Efter gentagne mislykkedes forsøg valgte de at ringe til afdelingslægen på hans fridag, og få ham til at komme ind og ligge det.

I mellemtiden kunne jeg lige nå at ringe og aflyse en fødselsdag dagen efter, samt andre aftaler. Jeg
var helt udmattet og omtåget, så for mig var det da ganske naturligt at sætte mig ned med min telefon og aflyse aftaler. Tror jeg fik givet en masse mennesker en masse chok! Flere spurgte om de skulle komme ud på sygehuset, men vi var ikke klar til at få besøg ovenpå denne begivenhed, så vi takkede pænt nej. I ventetiden kom kragen ind på stuen, som jo egentlig havde vist sig at være den sødeste jordmoder de sidste dage, og ønskede os tillykke.
Endelig kom der grønt lys og vi kunne få lov at komme over og se vores lille pige. En masse ønskede os tillykke med prinsessen, men egentlig fattede jeg ingenting, dårligt hvad der var sket. Det føltes som om det hele bare var en drøm.
 

 Emmelie få dage gammel 

Da jeg endelig så hende i kuvøsen faldt der en tung sten fra mit hjerte. DER var min lille pige og hvor var hun dog smuk! Utroligt lille ja, men det fineste lille menneskebarn jeg nogensinde havde set. Det var slet ikke til at forstå at hun havde været inde i min mave. Alt det udstyr hun var tilkoblet, slanger, briller og lys ænsede jeg ikke. Jeg accepterede med det samme at det var det hun havde brug for at klare det her. Jeg blev så overvældet da jeg fik lov at holde hendes lillebitte hånd. Det hele var så surrealistisk som det overhovedet kunne blive. Flere læger og sygeplejersker kom og fortalte os om hendes videre forløb, hvad der skulle ske og hvad vi kunne forvente. Men jeg husker ikke meget af dette. Det eneste der står klart for mig i min erindring er, at vi flere gange blev spurgt om, om der ikke var en sandsynlighed for at hun var ældre i gestationsalder, da hun klarede det meget bedre end forventet. Derudover var hun mere moden end en ”normal” baby født i uge 29 – de havde aldrig set noget lignende. 
Vi havde fået af vide, mens jeg var i fødsel, at vi ikke skulle forvente at vi kunne komme til at holde hende før om 2 ugers tid, men alligevel blev jeg spurgt om aftenen om ikke jeg havde lyst til at ligge hud mod hud med hende. Jeg blev så rørt og så glad! Om jeg ville! Vi lå sammen i en times tid, og hvor vi begge nød det! Den stolte far sad ved vores side, tog et par billeder og nød synet af mor og barn. 

Vi havde givet mine svigerforældre lov til at komme og se deres første barnebarn kort om aftenen, så da Emmelie var blevet lagt ind i kuvøsen igen og jeg havde malket ud for første gang, kom de. Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville være emotionel, men det første jeg gjorde da jeg så min svigermor var at bryde sammen. Heldigvis var hun lige så rørt som mig og vi kunne græde sammen. Tror sågar svigerfar kneb en lille tåre. De så hende kort og fik fortalt reglerne for at være på stuen; tale dæmpet, håndhygiejne, ingen blitz osv. Derudover fik de fortalt hvad det var for nogle dimser hun var tilkoblet, hvorfor osv. De var så rørte og stolte af det lille pus der lå der og hyggede sig under det blå lys i ført solbriller og mikro ble. 

De første dage forløb ukompliceret. Emmelie kunne klare sig uden CPAP og lægerne var lutter positive omkring hendes tilstand.
Vi fik mange dejlige besøg og god støtte. Min bror og hans familie kom fra jylland, min anden bror og hans familie kom fra nordsjælland, ligeså gjorde mine forældre. Min kærestes søster og kæreste kom og hendes bedstefar. Alle var mindst lige så berørte over situationen som vi selv var, og der blev fældet mange tårer.
Vi fik mange beskeder og opkald dagligt for bekymrede familiemedlemmer og venner, og vi fik støtte og opbakning.

Vi havde nedture og opture, og hver gang stod personalet klar til at hjælpe os. Vores eneste ønske var bare at vores lille pige ville klare det her, lige meget hvad det ville kræve af os som forældre.


På 3 dagen begyndte Emmelies blodtryk at stige voldsomt, så voldsomt at det var 3 gange så højt som det måtte være, hvilket satte al alarmberedskab i gang. Samtidig med dette tabte hun sig meget - hun var helt nede på at veje 853 gram. Dette var en meget ugunstig situationen og lægerne og sygeplejerskerne forsøgte at finde årsagen hertil, men uden held. Jeg havde indtil fødslen været i psykofarmaceutisk behandling grundet tidligere depressioner, og de mente derfor at Emmelie havde abstinenser. Der blev forsøgt en form for medicin mod abstinenser, men det hjalp ikke. På 4 dagen blev Rigshospitalet derfor kontaktet og på 5 dagen blev vi overført til rigshospitalet, for at få
fortaget undersøgelser af hjertet.
De kunne ikke finde noget på Rigshospitalet der forklarede hvorfor hendes blodtryk var så højt, derfor skulle vi blive derinde nogle dage til observation. I dag tænker jeg det nok handlede om at hun var i risikozonen for at få en hjerneblødning eller lignende, men det var ikke en tanke der strejfede mig dengang. Det turde jeg simpelthen ikke.

På 6 dagen blev navlevenekateteret taget ud, da det kun måtte sidde i en uge. Da det blev taget ud faldt hendes blodtryk med det samme, og man mener at det er det der har siddet og generet hende. I hvert fald var hendes blodtryk nu som det skulle være. Vi kunne nu vente på at få lavet opfølgende undersøgelser og komme tilbage til ”vores” sygehus. Det skulle vise sig at komme til at tage en uge, da vi hele tiden blev sat bag i køen, da hun jo ikke fejlede noget alvorligt. Og heldigvis for det!
Hun begyndte herefter at få CPAP igen, da de såkaldte hvedbrødsdage nu var slut.


At være på Riget var noget af en omvæltning! Vi kom fra et lille lokal sygehus, hvor der var god tid til at pleje og omsorg af forældrene, og hvor man ikke pressede forældrene ud i noget før de var parate til det. Der blever serveret mad tre gange dagligt og ellers kunne man gå ud i forældrekøkkenet og tage noget at spise hvis man havde lyst til det.
På riget blev det forventet at man kunne alt selv, og man skulle selv sørge for mad. Det var noget af et kulturchok for mig. Jeg kunne bestemt ikke lide at være der, følte lidt jeg var kommet ind på en fabrik og glædede mig i den grad til at komme tilbage.
Endelig kom dagen hvor vi kunne tage ”hjem”. Vi kom direkte på isolationsstue i 4 dage, hvor der heldigvis var mulighed for at far kunne overnatte.


 Emmelie 14 dage gammel – læg mærke til kuglepennen 

De næste 7 uger gik fredelig og uden dramaer. Det var hele tiden et skridt frem og to tilbage. Der blev lavet mange undersøgelser og taget mange prøver, der heldigvis intet viste. Emmelie skulle ”bare” vokse sig stor og stærk.
Emmelie begyndte hurtigt at blive lagt til og tage for sig af retterne, og tage på. Hun begyndte dog at få Enfamil tilsat den mælk hun fik via sonde, for hurtigere at tage på.
Jeg var ikke god til på eget initiativ til at forlade afdelingen, da jeg så følte jeg svigtede Emmelie. Derfor opfordrede og støttede de søde sygeplejersker mig ofte til at gå en tur ned i bygen, sove hjemme en nat osv, hvilket jeg er dem dybt taknemmelige for at de gjorde. At komme lidt væk fra Neonatalafdelingen gjorde at jeg kunne vende tilbage med fornyet energi.


 Emmelie 1 måned gammel 

Efter 1 måned smed hun CPAP'en og efter 6 uger kunne vi rykke på familiestue.
At komme på familiestue havde vi glædet os enormt meget til. Vi glædede os så meget til at få en smule privatliv, og jeg var gevaldigt træt af at ligge sammen med store og tykke babyer der kunne komme hjem efter et par dage. Det værste var at skulle høre nogle af de andre mødre græde over hvor forfærdeligt det var for dem at de skulle være indlagt i tre dage! Hallo tænkte jeg, jeg ligger lige her ved siden af jer på 5 uge! Prøv lige at overvej hvordan jeg så har det! Til sidst bad jeg en af mine kontakt sygeplejersker om, at jeg ikke ville blive lagt sammen med så store og velfungerende børn, da jeg simpelthen ikke kunne holde til det psykisk. Derudover var Emmelie til tider nærmest en sensation for nysgerrige besøgende. Det blev for meget! 


Da vi kom på familiestue, kom vi et skridt nærmere ”friheden”. Desværre var dette et skridt der viste sig at trække tænder ud. Vi var blevet ”advaret” om at når vi kom ud på stuen, var der mindre hjælp både nat og dag, og at det var her den rigtige spiseskole ville begynde. Det var hårdt og sejt at komme igennem. Jeg var til sidst nød til at frabede mig enhver form for uanmeldte besøg, for jeg havde simpelthen ingen energi. Der kom ikke mange besøg i det hele taget, for jeg for træt, udmattet og frustreret til det. Jeg havde mange tudeture, men havde heldigvis en kæreste og et sødt personale der støttede op om mig. 
Amningen ville bare ikke fungere. Emmelie tog ikke det hun skulle, trods jeg havde masser af mælk. Hun blev simpelthen for udmattet. Og det var psykisk hårdt for mig, at sidde der og kæmpe for at få en amning op at køre, velvidende at Emmelie stadig var for skrøbelig og svag til at kunne tage det hun skulle, for at vi kunne komme hjem. Det var 2 hårde uger, og jeg følte jeg aldrig skulle klare det.
Mandag d. 19/12-11 fik jeg på stuegang af vide, at vi nu kunne tage hjem når vi ville, da der ingen grund var til at vi ammetrænede på sygehuset, når vi lige så godt kunne sidde og gøre det derhjemme. Dette var en dag jeg havde set frem til i 2 mdr., men puha hvor var tanken om at skulle tage hjem skræmmende. Jeg blev totalt forfjamsket og forvirret oppe i mit lille hoved.
Emmelie havde samme dag fået lavet en øjenundersøgelse og da den havde taget hårdt på hende, var hun slet ikke i stand til at blive ammet den dag, så hun endte desværre med at få sondemad. Hvilket betød at vores hjemkomst desværre blev udsat yderligere. Dette var virkelig et nederlag. Ville dette dog aldrig tage en ende???
Hun kvikkede lidt op samme aften, men hun var stadig for svag til at tage den mælk hun skulle.

Dagen efter tog jeg en snak med min kontaktsygeplejerske om sutteflaske. Jeg var brudt helt sammen, ved udsigten til at skulle bliver endnu længere på sygehuset. Hun syntes jeg skulle tage en snak med min kæreste om hvad der ville være det bedste for os. Andre sygeplejersker havde ellers hele tiden sagt at amning ville være det bedste, og nu havde vi jo kæmpet så længe.
Min samvittighed over Emmelies alt for tidlige ankomst til verden, havde vil også lidt at skulle have sagt her. Hvis ikke jeg kunne have hende i min mave, skulle hun i hvert fald have det bedste jeg kunne give hende – min modermælk. Det var simpelthen så hårdt at sidde og overveje hvorvidt jeg skulle skippe amningen til fordel for flasken! Min kæreste prøvede at snakke med mig, men jeg nægtede purre at høre efter.

Om aftenen hjalp min søde aftensygeplejerske mig til at indse at vi sagtens kunne tage hjem så snart jeg var klar til det. Det var meget surrealistisk at det nu var en realitet at vi kunne tage hjem. Aftenen gik med at gøre klar til næste dags udskrivelse. Der var meget der skulle ”gøres” og haves styr på. Jeg skulle ned i byen og anskaffe hendes medicin mod refluks og meget meget mere. Hele vejen igennem blev jeg bakket op om at det nu var på tide at forlade vores sikkerhedsnet på sygehuset. Selvfølgelig når vi selv følte os parate til det. Vi kunne jo altid ringe eller komme derud hvis vi følte vi havde behov for det.

Onsdag d. 21/12-11 vågnede jeg og var meget spændt. Min kæreste skulle hente os med hjem så snart han havde fri fra arbejde. Jeg vaklede stadig omkring hvorvidt det nu var en god ide, men sygeplejerskerne støttede op om at det var det, og at jeg altid kunne ringe hvis det blev nødvendigt.
Dagen gik med indkøb, pakning, få de sidste ting på plads, aftale tider for ambulant kontrol osv. osv. Ved stuegang blev jeg af lægen mindet om, at Emmelie endnu ikke tog det hun skulle ved mit bryst, og at hun helst ikke skulle have tabt sig til dagen efter hvor vi skulle til ambulant kontrol. Den dag vejede hun 2011 gram og var bare et lille pus. I dette øjeblik besluttede jeg mig for at det var slut med at forsøge så indædt på at få amningen op at køre, det vigtigste var trods alt at hun fik noget at spise. Derfor valgte jeg at give hende min udpumpede modermælk på flaske. Hun var i forvejen vant til at få halvdelen af sine måltider på flaske, da hun skulle have medicin, vitaminer og laktulose på denne måde, og når først hun havde fået smag for flasken nægtede hun purre at tage mit bryst bagefter eller omvendt.
Jeg havde en kæmpe skyldfølelse over det valg jeg havde taget, og valgte derfor ikke at sige noget til sygeplejerskerne om det. Følte virkelig jeg svigtede ved at gøre dette.
Inden vi blev hentet var der oplæsning af juleevangeliet og salmesang på afdelingen i anledningen af julen, hvilket var den smukkeste og bedste afsked jeg kunne have ønsket mig efter 2 mdr.'s indlæggelse.
Min kæreste kom, han pakkede bilen, vi sagde pænt farvel og kørte hjem. Det var den største dag siden vi var blevet forældre, og det største øjeblik!


 Emmelie i autostolen den dag vi tog hjem. 

På vej hjem i bilen fortalte jeg min kæreste om min beslutning, og han var virkelig glad for at høre at jeg havde valgt at gøre dette. Han støttede mig virkelig op om det.
Da vi kom hjem var vi, efter 2 mdr., endelig en ”normal” familie, og da Emmelie sov begyndte jeg at ligge hendes tøj på plads i skufferne. Min svigermor havde skaffet en masse præmatur tøj, som jeg hyggede mig med at gennemgå.

D. 22/12-12 tog jeg Emmelie med til ambulant kontrol på sygehuset, hvor hun heldigvis havde taget 15 gram på. Sygeplejersken var glad for at jeg havde valgt at gå på flasken, da hun ellers ikke havde set anden udvej end at genindlægge os, da vi jo var blevet udskrevet med et barn i mistrivsel. Da hun sagde dette blev jeg enormt ked af det. Jeg havde ikke opfattet at Emmelie var i mistrivsel, og mindedes ikke at have fået besked omkring dette, ellers var jeg ikke taget hjem den dag.
Men hun havde taget på og vi fik lov at blive hjemme – det var trods alt det vigtigste.

Under indlæggelsen havde der været afholdt neocafe om hvad vi forældre skulle være opmærksomme på ved vores børn når vi blev udskrevet og vi kunne stille spørgsmål, hvis der var noget vi var i tvivl om, eller hvis vi havde brug for fif til hvordan forskellige situationer skulle håndteres. Vi vidste jo godt at de børn vi fik med hjem var meget umodne og skulle passes ekstra meget på. Derudover fik vi en vejledning hver, omkring hvad der kan være vanskeligt for
præmature børn. Fx skulle vi passe ekstra på de ikke blev syge, de skulle ikke gå fra arm til arm, de skulle have ro, ikke overstimuleres og meget meget mere. Så vi var godt rustede til at få hende med hjem.

Julen kom og gik, og det samme gjorde nytåret. Vi lavede intet vildt i helligdagen og frabad os næsten alle besøg. Vi havde ikke overskud og ville gerne skåne Emmelie for så meget som muligt, til stor irritation og manglende forståelse for nogle. Vi havde bare brug for at slikke vores sår og lære hinanden rigtigt at kende på egen hånd som familie. Derudover skulle Emmelie jo slet ikke have været født endnu, så hun skulle ikke udsættes for mere end højst nødvendigt.

Efter nytår valgte jeg at jeg trængte til at gøre noget for mig selv, og blive klippet. Jeg tog derfor afsted, og min kæreste skulle passe Emmelie alene om dagen. Da kl. blev ca. 14, og jeg var på vej hjem, ringede min kæreste og fortalte at hun purre havde nægtet at spise hele dagen. Jeg blev selvfølgelig bekymret og prøvede da jeg kom hjem at få lidt mælk i hende, men hun nægtede. Da vi nåede aften ringede vi til neo da hun stadig ikke havde spist, og med hendes fortid og hendes kun 2400 gram var dette ikke optimalt. Vi kom ud på sygehuset, hun blev undersøgt og vi blev indlagt. Hun begyndte dog at spise igen sent om aftenen og vi kunne tage hjem igen næste dag.
Dagene gik og vi tog til den ene undersøgelse på sygehuset efter den anden, og alle klarede hun til UG. Derfor havde vi også forventet at hun ville stryge igennem hoftescreeningen, og vi så kunne have ”fri” indtil April. Men vi blev klogere. Emmelie havde hofteskred og vi skulle ind dagen efter og have anlagt skinne, som hun skulle have på i 12 uger. Da jeg fik beskeden jokede lægerne lidt med at det var sjovt, at der var 4 børn i træk der skulle have skinne på. Jeg kunne absolut IKKE se det sjove i det. Syntes vi havde været nok igennem, så ville bare have overstået lægesamtalen og så hjem og tude!
Da jeg kom hjem brød jeg grædende sammen, da jeg ringede og fortalte mine forældre at hun skulle have skinne på. Ville det mareridt vi havde været igennem de sidste mdr. da ingen ende tage??? Hvorfor??? Det var en rigtig hård aften at komme igennem, men heldigvis havde jeg den bedste kæreste til at støtte mig.
Dagen efter blev skinnen anlagt og vi blev instrueret i hvornår og hvordan vi kunne se om det var ved at være tid til at få en større på osv. osv.
Mdr. gik, skinnen kom af, vi startede i først en mødregruppe, siden en anden. Alt var normalt.

 Emmelie 7 mdr. 

Emmelie klare sig i dag forbløffende godt, vi har på intet tidspunkt mærket noget til at hun er født for tidligt. Vi får hele tiden af vide at hun er fremme i skoene, og der intet for tidligt født er over hende.
Hun er noget mindre end en ”normal” på 10 mdr. med sine 6,4 kg. Og 64 cm., men det er ikke noget vi tænker over i hverdagen, med mindre vi selvfølgelig bliver mindet om det. Hvilket absolut ikke sker sjældent.


Hun er en pige med mod på livet, der altid er glad og smilende med et skælmsk blik i øjet. Hun ved hvordan hun skal charmere sig ind på folk og vinde deres hjerter. Vi som forældre er sikre på at hun allerede nu ved hvor heldig hun har været, da dette afspejler sig i hvor glad hun er for livet. Hun er utrolig nysgerrig, og kommer der en hund eller bil forbi hende når vi er ude at gå skal det følges og undersøges med hendes nysgerrige øjne. Hun er nem at få passet og har intet imod det, snarere tværtimod syntes hun det er en fest at komme ud blandt andre. Jeg er overbevist om at hun har så nemt ved det pga. den start hun havde på livet hvor hun var vant til at være i så mange forskellige hænder, som hun jo hele tiden var.
Alt i alt er hun ligesom alle andre børn, født til tiden.

Psykisk har det været noget af det værste jeg nogensinde har været igennem, og jeg tror man selv skal have prøvet hvad det vil sige at få et for tidligt født barn for at forstå hvad det gør ved en psykisk. Jeg har ofte skulle høre at hun jo klare det strålende og mareridtet er slut. NEJ! Hun klare sig super godt ja, men det jeg har været igennem og har set, er IKKE glemt. Jeg har været bange og frustreret for fremtiden, og er det tildels stadig. Jeg får ofte flashback når jeg køre på motorvejen, hvor jeg pludselig er tilbage i ambulancen den dag vi skulle til riget. Jeg har døjet, og døjer stadig, med skyldfølelse overfor Emmelie over jeg ikke kunne beholde hende i maven. Jeg har været og er stadig vred over at det skulle ramme os som familie. Jeg har lidt og lider tildels stadig af angst når jeg er ude, hvilket til tider hæmmer min hverdag. Jeg har været deprimeret og bliver det til tider stadig. Jeg har siddet ved siden af min datters kuvøse mens hun kæmpede for livet, og ønsket jeg kunne tage de smerter på mig som hun oplevede ved at blive stukket i hele tiden, få anlagt ny sonde mm. Jeg har siddet med frygten om at miste hende døgnet rundt. Og meget meget mere.
Mens det stod på mærkede jeg det ikke, men da jeg endelig kom hjem og fik muligheden for at tænke over hvad der var sket slog det mig meget hårdt. Ja Emmelie klare det fint i dag, men psykisk har det været mit livs værste mareridt.
En bekendt sagde for nyligt til mig at det er utroligt at man kan komme hel igennem sådan et forløb. Jeg måtte desværre fortælle at man ikke kommer hel igennem et forløb som dette, man kommer igennem fordi man SKAL, men hel er du absolut ikke - og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver det igen.


Vi har ofte oplevet manglende forståelse fra omgivelserne. Manglende forståelse for hvad vi har været igennem, hvad det vil sige at få et præmaturt barn, og hvorfor vi har handlet og reageret som vi har gjort siden vi kom hjem. Det har kostet meget sved og mange tåre. Men vi har valgt at folk må tænke og gøre som de vil, vi gør hvad der er bedst for Emmelie. Også selvom det kan være frustrerende at mangle den forståelse og opbakning man så hårdt har brug for. Men vi har heldigvis også mødt meget forståelse og støtte fra dem der står os nærmest.
Vi er virkelig det danske sygehusvæsen dybt taknemmelige for at vi fik lov at beholde hende, og at de hjalp hende gennem den hårde start på livet. Derudover er vi vores lokale sygehus og vores helt igennem fantastiske sundhedsplejerske dybt taknemmelige for al den hjælp, støtte og omsorg de har udvist overfor os som familie fra dag 1 af. 

Emmelie i dag, 10 mdr. gammel 


Skrevet af: Mor til Emmelie, Pia Eisensee Riis Jensen, 27 år.

Read More

24. aug. 2012

Næææ prøv at se

24. aug. 2012  at 13.15

Se lige her hvad jeg lige har opdaget :D

Dette er Wiinblads december platte (Mikkel er fra december)


Og så prøv at se her på bagsiden hvad platten hedder :D


Jeg har nu altid godt kunne lide Wiinblad :)



Tinas underskrift
Read More

23. aug. 2012

Har du garnrester?

23. aug. 2012  at 15.16
Jeg har en lille forespørgsel fra Camilla Laugesen

Hun skriver flg. i en gruppe på facebook:

"Søger bomuldsgarn til strik til for tidligt fødte børn på OUH - Alt kan bruges bare det er bomuld nr. 8 - Så Kig i dine gemmer og del beskeden med dine venner så de små pus kan få noget fint tøj at tage på :-)"


Skulle der mon sidde nogle derude der ville støtte denne gode sag, så send garnet til mig, så sørger jeg for at det når frem til Camilla Laugesen.

Send mig en mail på minemirakler@gmail.com

På forhånd tak :)
Tinas underskrift
Read More

21. aug. 2012

Mikkel udvikler sig

21. aug. 2012  at 16.12
Han er blevet super dygtig til at sidde selv. I starten var det med en dyne rundt om , hvis han nu skulle vælte, men det er ikke nødvendigt længere

 

Han elsker stadig sin slyngvuggen, og sover dejligt i den om dagen. 
 

Dog er han ved at være en lille skurk og vil gerne rejse sig op i den når han ikke lige er træt når til at sove.
 

En af de allerstørste ting der er sket -  faktisk her i weekenden - er at han er begyndt at komme fremad. Han er 8 1/2 md., men korrigeret jo kun 6 1/2 md, så jeg synes simpelthen det er så flot!
 

Han elsker at sidde i sin barnevogn og lege
 
  
Og så er det bare så fedt at kunne sidde op når vi går tur og rigtig kunne følge med i det hele.
Det er dog nødvendigt med sele nu, ellers kravler han ud over kanten, men Mikkel er ikke stor nok til at fylde selen ud, selvom den er spændt helt ind :)


Og så er han "total heftig" til det der med at stå op :)
Han ser så stor ud når han står, den lange slanke dreng.
Jeg har lige målt ham i dag, til 68 cm.


Og nu hvor han kan komme rundt har vi jo ikke rigtig vores ting i fred længere :)
 


Vi prøvede at tage liften ud af hans vugge, så han bare sov direkte i vuggen. Men for det første sov han rigtig dårligt og for det andet er han en lille skurk som blev ved med at trille om på maven for at kunne kigge over kanten :)
 

Så han er tilbage i liften igen, selvom den er ved at være lige lille nok, men han sover bare så meget bedre!
 

Der bliver leget med LEGO

Det er så hyggeligt at sidde i haven og lege
 


 I dag filmede jeg hans maveri igen, det går efterhånden stærkt med at komme rundt.

I går startede vi til tumlastik -  en blanding af at tumle og lave gymnastik. Jeg havde været meget spændt, da Mikkel jo ofte bliver overstimuleret og derfor meget ked af det. Men han havde simpelthen en fest uden lige. Han hoppede og dansede og klappede mor på lårerne og hyggede sig bare meget!
Tumlastik skulle være rigtig godt for motorikken og for udviklingen i det hele taget, så jeg er virkelig glad for at det gik så godt og vi glæder os allerede til næste mandag.

Han udvikler sig med lynets hast for tiden, det er helt vildt så meget der sker!


Tinas underskrift
Read More

20. aug. 2012

Gaverne

20. aug. 2012  at 12.55
Der var jo selvfølgelig også en masse gaver til Mikkels fest.
Billeder følger herunder.

Gavebordet


Fra min veninde, kæreste og søn en Winther cykel
 
+ puslespil - der var også gave til Liva og far og mor :)

Mine forældres nabo havde strikket fine sko

Fra Carstens ældste bror, kone og 2 børn - En roterende Barbapapa lampe
 
  video


Fra vores venner og naboer - en bogstøtte - vildt lækker, Mikkel bruger den mest til at smage på endnu :)
 

Fra min mor, stedfar og lillebror + søster, svoger og deres to drenge fik Mikkel dåbsgave/Liva fødselsdagsgave som en fællesgave - Dette legehus

Fra Carstens søster, mand og 3 børn - Et lego hospital


Fra Carstens anden bror, kone og 2 børn - En fed tromme

 
  video

Fra min veninde + datter - Lego
 

Fra farmor og farfar - En sølvske
 med indgraveret navn

Fra venner - Et Brio pindsvin

Fra min veninde, mand og 2 piger - En gå-/aktivitetsvogn

 

  video

+ en cowboyskjorte
 

Fra min veninde, mand og barn - En bog +
  
 De følgende to bøger som jeg viser alle sider af da de bare er så utrolig fine!

Storesøsterbog til Liva

















Og Mikkels bog
















1000 tak for alle de fine gaver!

I kan læse om forberedelserne til festen her
og om selve festen her


Tinas underskrift
Read More

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena