En blog om mine to små mirakler.

19. mar. 2012

At være storesøster til en syg lillebror

19. mar. 2012  at 20.54

Det er ikke nemt at være Liva når man har en lillebror der hedder Mikkel...

Da jeg ventede mig glædede Liva sig helt vanvittigt meget til at blive storesøster, der var ikke den ting hun ikke skulle lære Mikkel når han kom til verden.

Men så blev ingenting jo som vi alle havde håbet og Liva fik i stedet en lillebror som hun ikke måtte røre ved, som hun ikke måtte sidde med, som hun ikke måtte kysse og kramme som hun sådan havde glædet sig til.
Samtidig forsvandt hendes mor pludselig og der gik dage imellem hun så hende.

Så at blive storesøster var bare slet ikke som hun havde forestillet sig.


Men Liva er sej! Og har klaret det hele flot! At blive passet en masse af bedsteforældrene, at være alene hjemme med far, kun at se sin mor på facetime på iPad'en.
Vi kunne slet ikke have drømt op hvor flot hun bare tacklede det hele.

Nu er der gået 3 1/2 md. og vores store lille pige kan ikke rumme mere. Hele skallen er ved at krakelere nu og hun begynder at reagere rigtig kraftigt!
Hun tisser i bukserne, hun får ondt i maven, hun græder let, hun har det rigtig rigtig svært!

Et eller andet sted er det jo rigtig godt at hun reagerer, det ville i hvert fald være meget mærkeligt hvis hun slet ikke gjorde det på et tidspunkt.

Men hun er så god! Hun er 4 1/2 år og kan bare sætte ord på hvordan hun har det! Det er flot!

"Jeg synes det er svært at være storesøster"

"Er der ikke et sted vi kan sælge Mikkel"

"Jeg vil gerne have at han kommer ind i din mave igen"

"Jeg savner at lege med min mor"

"Jeg kan ikke lide Mikkel når han græder"

Det er nogle af de ting hun har sagt. Det er sgu da flot! 4 1/2 år og så tydeligt kunne fortælle hvordan hun har det.

Jeg snakkede med min psykolog, Kristjan, i fredags, om netop dette med Liva. Jeg er så bange for at "tabe hende på gulvet", at hun skal opleve svigt som både Carsten og jeg har, og vide hvad den slags ting kan gøre ved børn.
Han beroligede mig ved bla. at sige at det, at hun kan sætte ord på, er en kæmpe stor force! Samtidig skal vi tænke på at Liva ikke vil huske at hun savnede at lege med sin mor, det hun vil kunne huske er hvordan vi reagerede på det. Det er en ret vigtig pointe synes jeg!

Nu begynder vi så småt at kunne se en ende på det her alt for lange sygehusophold og inden længe er vi forhåbentlig en (forholdsvis) normal familie på 4.

Liva elsker sin lillebror, helt op til månen og tilbage igen, som hun siger til ham, men det var bare slet ikke sådan her det skulle have været at blive storesøster.



Read More

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena