En blog om mine to små mirakler.

9. dec. 2011

En længere Update

9. dec. 2011  at 14.45
Onsdag gik sådan set ret godt til at starte med.
Jeg havde Mikkel ude hos mig, og jeg snød mig til at nusse hans bløde krop lidt, mens han lå og sov på mit bryst. Han er ikke så god til for meget berøring, det skal helst være med en fast hånd og ikke for megen nussen. Duftede til ham og kyssede hans lille pande.

Om aftenen kom farmor og farfar på besøg. Mikkel havde det godt og sov i sin kuvøse.

Ved 19 tiden kørte farmor og farfar hjem og Carsten kørte til Svanevej.

Jeg var oppe og skifte Mikkel kl. 20 og han kom igen ud og ligge ved mig i 1 1/2 times tid.
Han begyndte at ligge og klynke ved mig. Hans mave så lidt mærkelig ud, men sygeplejerske og læge mente det var fordi han havde vand i kroppen.
Han kom i en åben seng og jeg nåede endda at give ham hans eget tøj på.

Så gik jeg i seng, havde aftalt med en sygeplejerske at de skulle komme over og banke på hvis der blev noget.

Der gik ca. 1/2 times tid så blev der banket på. Jeg skulle med over på afdelingen igen da der skulle tages røngtenbilleder af Mikkels mave. Jeg spurgte om jeg skulle ringe efter Carsten og det sagde lægen nok var en god ide.... :-S
Carsten kom hurtigt herefter.

Mikkels blodprøver var ikke gode og det hele så bare virkelig skidt ud. Vi fik at vide at han skulle opereres.... En sygeplejerske spørger om vi vil have ham døbt inden operationen...
Hvor var det skrækkeligt!!!

Inden dåben skulle jeg have taget blodprøver, i tilfælde af at de skulle bruge blod og blodbanken intet havde.

Og så kom dåben.... Det er noget at det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv!!!
Sygeplejersken spurgte om en af os kunne sige hans navn, men det var umuligt for os. Jeg stod med hans lille hånd i min og Carsten havde også en hånd inde hos ham imens han blev døbt.
Carsten filmede dåben, det virkede så forkert, men vi var enige om at vi ville blive glade for det en dag.

Så blev vi klædt i grønt tøj og skulle så følge Mikkel til operationsgangen.
Vi gik der med hinanden i hånden, efter Mikkels kuvøse, kl. 3.30 om natten, igennem tomme kældergange på OUH.
Carsten beskrev det bagefter som at gå på "Den grønne mil".

I ventetiden ringede jeg og snakkede med min storesøster. Hun har selv, for godt 6 år siden, mistet en lille pige, og jeg havde brug for at snakke med en der bare lidt forstod hvad vi gennemgik...

Så var der ventetid. Vi sad på neonatal og ventede. Det føltes som en evighed.
Der gik ca. 1 1/2 time så kom kirugen endelig.
Mikkels tarme var meget dårlige, der var nærmest gået koldbrand i dem. Og de havde fjernet halvdelen af både tyk- og tyndtarm. Resten af tarmen var heller ikke for god, men med held og kamp fra Mikkel, ville han kunne rette det selv.
Vi har senere fundet ud af at tilstanden kaldes NEC og som oftest kommer ved iltmangel under fødslen og oftest hos for tidligt fødte. 1-3 ud af 1000 børn bliver ramt af denne skrækkelige tilstand.

Vi skulle vente endnu 1/2 times tid før Mikkel var kommet på intensiv og vi kunne komme op til ham.
Og der lå han så i kuvøsen med sonde, respirator, drop, stomipose osv.
Vores lillebitte dreng :,-(
Nu var der ikke andet at gøre end at vente.... Vente på hvert blodprøvesvar, vente på hvordan de resterende tarme ser ud, vente, vente, VENTE...

Jeg fik ringet til min mor og fortalt hende om det hele.

Jeg havde været vågen i 25 timer da jeg lagde mig i min seng igen den morgen.
Jeg fik sovet 3 timer og så skyndte vi os over på intensiv og kigge til Mikkel.

De første 12 timer efter operatioenen var ligesom vores første holdepunkt. Vi måtte se hvordan det hele udviklede sig. Selvom Mikkel var skidt så det ud til at gå i den rigtige retning, men de snakkede om at måtte åbne ham igen for at se hvordan de resterende tarme havde det.
Der gik flere timer og blodprøverne så
fortsat gode ud. Sådan gik det fremad... Ca. hver 2. time blev der taget nye prøver og de blev alle langsomt bedre.

I dag, fredag, fortsætter det i den rigtige retning. Tarmen ved stomien ser fin ud, blodprøverne ser fine ud... Så vi håber og håber og håber!!!
Han har fået taget nogle dele fra respiratoren så han nu ligger med c-pap, dog stadig med tuben fra respiratoren i, i tilfælde af at det ikke ville gå kun med c-pap.

Vi er bange!!! Meget meget bange for at miste vores lille elskede søn. Vi forsøger at gribe efter de mindste positive ting vi kan finde, men vi har meget svært ved at turde håbe for meget.

Kære lille Mikkel, du har været i vores verden så kort tid og alligevel har den allerede været så ond ved dig.
Vi vil kæmpe med dig og lover dig at vi passer på dig ALTID!
Bare bliv rask!
Vi elsker dig <3

Mor og far

2 kommentarer:

  1. Jeg sidder bare her med tårer trillende ned af kinden. Det er simpelthen bare ikke fair at i er skal igennem alt dette og at jeres lille elskede søn skal udsættes for de strabadser så tidligt i livet. Det må være en ubeskrivelig hård tid og jeg sender jer alle mine bedste tanker.

    I må huske på at lægerne idag heldigvis er super dygtige og til trods for en hård start på livet klarer de fleste for tidlig fødte sig rigtig fint gennem resten af livet. Det bliver en sej tid følelsesmæssigt at gå i møde, men jeg håber at tingene fra nu af ser lysere ud for hver dag der går. At han får det bedre skridt for skridt også selvom det måske føles som små skridt.

    Krydser fingre for en positiv update og ønsker jer alle tre alt det bedste.

    SvarSlet
  2. Sidder også med tårerne trillende ned ad kinderne..
    Det vækker minder om min egen søns operation, dog slet ikke så slemt tilfælde som Mikkel, men stadigmed alle nerverne ude på tøjet, minus søvn, tomme øjne og koldsved..

    Puhaa.. Sikke et forløb..

    SvarSlet

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena