En blog om mine to små mirakler.

6. dec. 2011

Mikkels første døgn

6. dec. 2011  at 23.09
Jeg vågnede klokken 6 i morges, det har været lidt svært at sove i nat, men fik da et par timer uden opvågninger. Det er virkelig svært at lægge sig til at sove efter sådan en dag og uden at have sit barn hos sig.

Kl. 8 gik jeg ned til Mikkel så jeg kunne være med til at skifte ham. Han bliver skiftet fast hver 4. time og madet hver 2. time.

Jeg var hos ham igen til stuegang. Han har fået scannet sin hjerne og alt så heldigvis godt ud! Vi har været noget bekymrede efter han jo fik hjertemassage/genoplivning i 4 min.
De forskellige tal på ham så ellers rimelig gode ud, alt taget i betragtning, men han har ondt den bette mand, hvilket jo er klart med den hårde start på livet.

Kl. 12 var jeg igen med til at pusle. Han bliver så ked af det og det er så hårdt at jeg ikke kan tage ham op og trøste ham!

Kl. 14 gik Carsten og jeg endnu engang ned til ham. Vi fik lov at få ham ud af kuvøsen :) jeg skulle ligge med ham på brystet, hud mod hud, i 2 timer. Det var første gang jeg rigtig fik lov at have ham hos mig. De kalder det kængurumetoden.
Først skreg han som en gal, det var ikke alt for sjovt at han faktisk ikke ville være hos mig. Men hans skrøbelige lille krop og sind kan jo slet ikke håndtere det endnu.
Endelig faldt han lidt til ro og lå og sov med sin lille hånd om Carstens ene finger :)
Et par gange blev han igen ked af det, bla. kunne han ikke kapere at jeg lagde min hånd direkte på hans krop :-(
Men jeg kunne heldigvis lulle ham til ro med lidt sagte tyssen.

Kl. 16 skulle han så tilbage i kuvøsen, have en ren ble og puttes. Han blev SÅ gal!!! Sygeplejersken sagde at hun aldrig havde haft så vild en for tidlig født før ;-) det tager vi som et godt tegn!

Kl. 18.30 kom mormor og Liva ud for at se ham. Liva synes ikke han er særlig interessant så vi gik hurtigt igen :)

Kl. 20 stod den igen på pusling af puslingen :)
Nu var der kommet lidt gang i maven og endnu engang blev han stiktosset!!!
Det er godt han kan sige til :)
Han fik c-pap'en af for en stund. Så længe tallene for ilt er gode får han lov til at have den af :)

Nu nærmer klokken sig 23.30 og den står på udmalkning og så kan jeg lige være med til Kl. 24 skiftningen inden jeg går til ro.

Jeg håber meget at han må komme ud til mig i morgen igen. Jeg synes virkelig det er hårdt at jeg ikke aner kan tage ham op. At der skal vaskes og afsprittes hver gang vi skal have hænderne ind til ham. At han ligger dækket til af et tæppe over kuvøsen det meste af dagen. At han ikke bryder sig om at blive rørt for meget ved.
Det er rigtig rigtig hårdt!!!

Vi har sagt ja til samtaler med jordmoder og psykolog, vi ved det er vigtigt at vi får snakket det her igennem med andre og professionelle.

Det er svært at forstå at jeg nu er mor til 2!

Det er svært at jeg ikke kan være ret meget sammen med min store pige. Hun er hos mormor et par dage og så skal jeg til at sove hjemme så længe Mikkel godt kan undvære mig om natten. Jeg er så bange for at forsømme men store lille pige.
Jeg savner hende forfærdeligt!

Jeg glæder mig til vi en dag, ud i fremtiden, kan få Mikkel med hjem så vi igen kan blive en hel familie!

Til slut.... Hvis nogle er interesserede i at læse om for tidligt fødte så har OUH denne folder http://www.ouh.dk/wm235686

0 søde beskeder:

Send en kommentar

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena