Et svært indlæg

Det her indlæg er rigtig svært for mig at skrive...Forrige gang jeg var ved psykolog tudede jeg for første gang deroppe. Fik åbnet op for noget der ikke har været åbnet for før...
Jeg "lovede" ham at dele det med nogen.... Og allerførst blev det med nogle af de piger jeg er i online mødregruppe med - det er derfra jeg nu henter indlægget og ligger det herud, men det er lidt med rystende hånd af frygt for hvad folk vil sige og tænke.

Jeg går hver evig eneste dag med en kæmpe frygt for at miste Mikkel. Jeg er så bange for at han skal dø. Jeg er bange for at hans sygdom skal komme igen.... Gør den det er der ikke mere at stille op. De kan ikke fjerne mere tarm.
Jeg er SÅ bange :-(

Jeg tør ikke spørge lægerne hvordan prognosen ser ud, for jeg tør ikke få svaret....

Jeg har ikke turde sige det her højt før, ikke engang Carsten kendte til de tanker før jeg fortalte ham det her for nylig.... Det er som om han er kommet videre... Som om at alt det der er sket, bare er gået i glemmebogen og ikke længere er noget vi snakker om... Sådan virker det som om alle andre end jeg har det...
Og jeg skal bare være glad og lykkelig nu.... Og i stedet går jeg hver eneste dag og er bange for at Mikkel skal dø.

Hver gang jeg skifter ham kigger jeg på hans mave for at se om den ser anderledes ud end den plejer.
De billeder jeg har i hovedet, fra da han var et par døgn gammel, hvor de løfter ham op i kuvøsen, efter han han ligget ved mig for første gang, og hans mave er helt grå og har en mærkelig form, de billeder sidder bare fast.

Jeg har ikke delt det med nogen for jeg ved at de vil sige "jamen han er jo rask nu, så det sker ikke".... Men det ved de jo ikke!!!! Og det gør ikke min frygt mindre, tværtimod får det mig bare til at føle mig dum og fjollet over at have de tanker.

Har alle andre bare glemt det hele?
Hvorfor er det forbudt at snakke om det?

Jeg ved godt at nogle måske vælger ikke at snakke om det, fordi de er bange for at gøre mig ked af det.
Det oplevede jeg også efter min søsters død...
Der er bare det ved det, at jeg ikke kan blive mere ked af det end jeg allerede er, ved at tale om det...

Jeg synes det hele er så svært og jeg er så ked af det... Jeg er ikke deprimeret, men bare ked af alt det vi har været igennem...

Skal jeg bare lukke af for det og tænke at det er dumme tanker jeg har...

Så kom det ud.... Det var noget af en overvindelse....

Jeg er som sådan ikke bange for at sige et højt, men jeg er bange for folk reaktion og for at de bare negligere det :-(

Min fantastiske psykolog lovede mig at snakke med dem på H1, hvilket resulterede i at jeg i dag ved vægtkontrol fik en snak med en sygeplejerske og en læge omkring det hele og om min frygt.

Lægen kunne fortælle mig at NEC ikke kan vende tilbage! Ikke sådan som det går med Mikkel nu. Han er 100% udenfor NEC fare.

En anden ting jeg har gået og frygtet er sammenvoksninger i hans tarme, altså at der skulle danne sig arvæv.
Lægen sagde at det stadig godt kunne ske. Jo længere tid der gik hvor Mikkel havde det godt, jo mindre ville risikoen dog blive.
Men det kan ske og det vi skal være opmærksomme på er hvis Mikkel begynder at kaste op.

Mikkel har det godt og han tager fint på.... Vægten i dag sagde 5936g! 606g siden sidst.

Men de her tanker er svære at komme af med. Folk vil jo gerne berolige, sådan ville jeg jo også selv gøre, men det hjælper jo ingenting på tankerne.

Det var rart at høre fra læge og sygeplejerske at det er helt almindeligt at have det sådan og der kan sagtens gå lang tid før jeg er helt rolig omkring det. Så tæt som vi har været på at miste Mikkel, er der ikke noget at sige til at frygten sidder der.
Og mange år fremover vil vi nok reagere med angst/frygt hver gang Mikkel har lidt ondt i maven.

Sådan er det og sådan må det så være. Så længe angsten ikke overtager hele min hverdag og det gør den ikke, det er faktisk allerede lidt lettere nu hvor jeg har sagt det højt.