Det her indlæg har været længe undervejs. Jeg har forsøgt at gå og formulere det i mine tanker i lang tid og nu vil jeg prøve at få det ned på papir.
Der er kommet ro på det hele herhjemme nu. Vi er ved at finde en rytme og at få hverdagen til at fungere.
Der skal lidt til, når man i 4 lange måneder har levet adskilt, har fået rytmer hver især. Pludselig skal man nærme sig hinanden på ny. Vænne sig til at der er andre der skal tages hensyn til.
Vi er vanemennesker og at bryde en indgroet vane (selvom det
kun var for 4 mdr.) kan være svært.
Men nu ser det ud til at vi begynder at have et normalt familieliv igen.
Når nu der er kommet ro på, så er der pludselig også plads til at tankerne kan komme frem.
Jeg har tidligere fokuseret 100% på Mikkel og hans sygdomsforløb. Der har ikke været plads til andet i mit hoved og det har, for mig, været vigtigt at være i det.
Alt det der skete før Mikkel fik NEC, var blevet til bitte små ting ved siden af sygdommen og var blevet skubbet i baggrunden.
Men nu er det pludselig som om der begynder at blive lukket en smule op for de ting der gemmer sig inde i mig
Min graviditet, som bare aldrig blev som ønsket. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at være gravid, Jeg kan godt
lide at være gravid, men det kan min krop åbenbart ikke. Den er åbenbart ikke bygget til det og det er da lidt en følelse af fiasko som kvinde. Det er det vi kvinder
kan, som mænd
ikke kan.... og som
jeg så heller ikke kan...
Mikkels fødsel er pludselig kommet meget tæt på igen og mine tanker kører om den stort set hver dag.
Jeg husker smerterne så tydeligt. Ikke de
almindelige ve-smerter, de var der jo og var til at klare, men de smerter der var da de forsøgte at hive ham ud med cuppen og han sad fast. Jeg var helt ærligt sikker på at jeg skulle dø, kunne slet ikke tro at jeg kunne overleve så meget smerte.
Det var skrækkeligt og jeg bliver ked af det og får ondt i maven når jeg tænker på det.
Jeg trak mig ind i mig selv, men fornemmede uro, folk der løb rundt, panik. Kan dog huske at min jordmoder var utrolig rolig og koncentreret.
Jeg var klar til at give op, ønskede ikke at det skulle fortsætte og det føltes som en evighed inden han var ude..
Den ekstreme smerte er det der fylder hele min oplevelse af fødslen.
Når jeg tænker over det, helt fra starten, så gik det jo egentlig meget stille og roligt. Veerne byggede sig stille og roligt op og jeg var med i det hele. Var spændt på at se min lille dreng, selvom jeg godt vidste at han ville ryge på neonatal.
Jeg var med og følte jeg havde kontrol... Og sådan gik det jo fra omkring kl. 21 om aftenen og til kl. 13.25 dagen efter.
Alligevel er det de sidste 35 min. der fylder og som jeg husker og det er de 35 min. som konstant kører i min hjerne for tiden.
Oveni kommer der en ekstrem skuffelse.
Da Liva var kommet ud ved kejsersnit gik jeg i lang tid efter og var så skuffet over ikke at have fået en almindelig fødsel og et almindeligt efterforløb.
Denne gang er det bare endnu værre.
Ja jeg fik min fødsel, men intet blev som jeg havde håbet og drømt om.
Jeg ved godt at det egentlig er skørt at gå og være skuffet over det, med alt det vi har været igennem burde jeg være taknemmelig for at vi har fået en rask dreng med hjem.
Alligevel har jeg følelsen af skuffelse. Skuffelse over at intet blev som håbet, skuffelse over alt det vi har været igennem, skuffelse over at min barsel ikke bliver som jeg havde drømt om, skuffelse over det jeg er gået glip af, skuffelse over at jeg aldrig kommer til at opleve en almindelig graviditet og en almindelig fødsel med et almindeligt efterforløb.
På et tidspunkt giver jeg slip på alle disse tanker, det ved jeg, sådan var det dengang med Liva, men lige nu giver jeg mig selv lov til at have disse følelser, giver dem lov til at komme ud, for jeg synes
sgu det er i orden at jeg er skuffet! Og jeg synes det er i orden at jeg ville ønske det hele var gået anderledes.
Jeg går stadig til psykolog på sygehuset. Det er egentlig sidste gang på fredag, men jeg tror jeg beder om et par gange mere, for jeg kan mærke at jeg,
nu, har overskud og behov for at tale om alt det der skete inden Mikkel blev syg.
Nå men i sidste ende er det allervigtigste jo at vi er her - alle 4 - nu, som en hel familie...
Og så er det jo ret heldigt at vi laver så lækre unger!
